Dubrovnik 2009
Efter besøget i Plitvice så vejret ud til at blive dårligere i området, så næste dag valgte vi at køre videre sydpå.
Vi kørte først af hovedvejen sydpå og hoppede derefter på motorvejen, så hurtigt som vi kunne. Vi fulgte motorvejen sydpå så langt vi kunne – vi var spændt på, hvor langt de var kommet, for vores kort er 3 år gammelt, så det viser bare at den er planlagt hele vejen ned syd for Dubrovnik. De var nået til en lille by, der hedder Ravca, som ligger inde i landet et sted mellem Ploce og Makarska ude ved kysten. Det kneb lidt med en ordentlig vej videre fra motorvejen og ned til kystvejen, så vi fik lige nogle ret smalle og hullede veje med vejarbejde at køre på indtil vi nåede Ploce. Derfra fulgte vi E65 gennem Bosnien-Hercegovina til Dubrovnik. Vi havde besluttet hjemmefra at vi ville kigge ind på Kamp Kupari lige syd for Dubrovnik, men hold da op, hvor kan en hjemmeside snyde en. Der var mørkt og dystert, græsset stod højt på pladserne, som var små og toiletbygningerne var noget skrammel, hvor der lugtede af tis. Vi blev hurtigt enige om at køre videre mod Camp Porto, som vi havde hørt om. Den var desværre lukket, så vi måtte bare videre. Her kom en sød ’campingmutter’ os til hjælp: hun havde ikke selv plads på hendes lille campingplads Matkovica, men anbefalede os Auto Kamp Kate lidt længere væk. Og her var dejligt! Så efter 449 km på lidt over 8 timer fandt vi os en dejlig plads.
Pladsinfo: Da vi ankom, var pladsen fyldt pænt op, men vi måtte finde en plads hvor vi ville og valgte en i den bagerste del af pladsen i nærheden af pladsens eget lille gamle kapel.
Auto Kamp Kate består af øvre del tættest på vejen og en nedre del, som ligger bedre efter vores smag. Pladsen er ikke ret stor, men utrolig hyggelig med mange forskellige træer til at give skygge. Vi fik lagt os, så vi havde skygge på vognen om morgenen (og det var dejligt, for her var meget varmt) og igen om eftermiddagen. Vi satte taget af forteltet op, så vi fik lavet lidt skygge midt på dagen.
Bade- og toiletforholdene var fine og blev rengjort rigtig mange gange om dagen. Især var vi glade for, at de prioriterede solvarme så højt. Det undrer os nogle gange, at man ikke udnytter den mulighed meget mere. Der var ingen butik på pladsen, men en lille købmand ganske tæt på. Her købte vi brød om morgenen og kørte ellers et par kilometer ind mod Dubrovnik og handlede stort ind i et af de to supermarkeder, som fandtes her. Pladsen har heller ingen restaurant, men det er der nede i byen. Til gengæld er her gratis internet – dog kun rundt om receptionen. Men herligt, når vi ikke har haft mulighed for se mails mm siden vi tog hjemmefra.
Eneste minus ved denne plads er turen ned til vandet. Jeg læste et sted, at den lå 200 m fra vandet – men det er vist i luftlinie for vi havde 169 trappetrin og derefter en smal, stejl vej inden vi var helt ned. Nå ja vejen ned er vel heller ikke den værste – det er nok lidt værre at komme op
Men pladsen er helt utrolig hyggelig og campingfatter og det øvrige personale er utrolig hjælpsomme.
Det mest normale er at bo her et par dage, mens man ser Dubrovnik, men vi valgte at blive i 8 nætter for ud over Dubrovnik ville vi også kigge ind til Mostar, besøge en ø og holde badeferie!
Stranden i Mlini består af sten inde ved kanten og sand længere ude – desværre så langt ude, at man ikke længere kan bunde! Her er fin plads til alle strandgæsterne og mulighed for at købe is flere steder. Noget vi sætter stor pris på! Nede ved vandet står også en gammel platan, som er plantet tilbage i 1742. Den er 30 meter høj og stammen er 6,8 m i omkreds ved foden.
Vi var jo selvfølgelig kørt så langt sydpå, fordi vi ville se Dubrovnik. Vi tog bussen ind til byen, den stoppede næsten lige uden for campingpladsen og kostede 10 kuna (≈ 10 kr.) for en enkeltbillet. Chaufføren var så flink at sige, hvornår vi skulle stå af for at komme ned til den gamle by. På engelsk!
Turen ned til Pile-porten går via smalle gader og trapper nedad og er rigtig hyggelig.
Som det første valgte vi at købe billetter til en tur rundt på muren rundt om Dubrovnik. Den er 1940 m lang og det er en meget varm tur rundt i juli måned. Men vi havde husket godt med vand og solcreme, så vi tog hele vejen rundt. Det er næsten et ’must’, når man besøger byen, for herfra kan man virkelig overskue byen og hvor fantastisk et fæstningsværk, der er rundt om den.
Allerede i det 9. århundrede modstod man saracenernes 15 måneder lange belejring! Siden er fæstningsmuren udbygget voldsomt og der er tilføjet en del tårne og forts.
Pileporten, som vi kom ind af, fører via en hængebro ned til Stratun, som er byens fornemste gade.
Vest for muren hæver Lovrijenac- fortet sig stejlt op over Adriater- havet. Den er bygget på en 37 m høj klippe og vender ud mod havet og den er som fremskudt fæstning af afgørende betydning for forsvaret af den vestlige del af Dubrovnik, både mod angreb fra land og truslen fra havet.
Hvis fæstningen var faldet i angribernes hænder, ville den udgøre en trussel over for Dubrovnik, men det er der også tænkt på ved opførselen.
Væggene, der bliver udsat for fjendens ild er næsten 12 meter tykke, mens den store murflade, der vender ind mod byen ikke overstiger 60 centimeter i tykkelse og derfor nemt kunne skydes i stykker inde fra byen af.
Man kan godt komme op på den, men for vores vedkommende må turen derop vente til en anden gang! Billedet øverst er taget fra Bokarfortet, som dels skulle beskytte byens oprindelige havn og dels beskytte mod landangreb fra vest.
Ved havnen og Pločeporten ligger St. John Fortet, som ofte kaldes Mulo-tårnet. Det skulle oprindelig beskytte havnen og byens anden store indgang. Det første fort blev bygget i det 14. årh., men det nuværende er fra det 16. årh.
Den huser i dag f.eks. det maritime museum og akvariet.
Nord for Pileporten findes Minčeta-fortet, som er fra 1400-tallet. Fortet blev oprindeligt bygget som et firkantet fort, men blev ændret til et rundt fort efter Konstantinopels fald i 1453. Man indså, at det var vigtigt at sikre byen yderligere og startede med dette højdepunkt.
Tårnet øverst og brystværnet er begge senere tilføjelser, men nødvendige efterhånden som krigsteknikkerne ændrede sig.
Fortet har navn efter Menčetić-familien, som oprindeligt lagde jord til fortet.
Det er det højeste punkt på muren og herfra får man den flotteste udsigt ud over byens røde tage.
Da vi kom ned igen tog vi en tur ned af Stradun, som er den længste og den bredeste gade i Dubrovnik. Den er 292 m lang og fyldt – lige som det meste af Dubrovnik – med turistbutikker: souvenirshops, guldsmede, vekslere, isboder og skobutikker! Den er oprindeligt anlagt på en smal kanal, der blev fyldt op i 1100-tallet og overlevede det store jordskælv i 1667. Egentlig hedder den Plaça, men de fleste kalder den for Stradun.
Lige når man kommer ind på Stradun ved Pile-porten møder man Onofrios store fontæne. Den er opkaldt efter Onofrio de la Cavea af Neaples, som var arkitekt og som tegnede fontænen.
Oprindeligt er den en del af sindrigt vandingssystem, som førte vand ind til Dubrovnik fra en brønd 12 km væk!
Den stammer fra 1400-tallet, hvor de rejsende vaskede deres fødder i vandet, når de ankom til byen. I dag kan man friske ansigtet op, når man har været muren rundt
Vi gik en tur ind i Sponzapaladset, som ligger på Stradun i ’havne’-enden. Det er bygget 1516-1521 og er det gamle toldhus og mønt.
I dag huser det de historiske arkiver og opbevarer dokumenter tilbage fra 1022.
Paladset har en smuk atriumgård, men derudover ikke så meget af vores interesse.
På opfordring af vores campingvært valgte vi at tilbringe den varmeste del af dagen over på øen Lokrum. Her må vi takke vores vært endnu engang – selvom vi måtte slæbe rundt på alt badetøjet hele dagen, for det var rigtig godt med en badetur i varmen!
Der går både fra havnen i Dubrovnik og over til øen hele dagen i tidsrummet 8.00-20.00 og turen over tager ca. 10 minuter.
Øen bliver også benyttet i stor stil af Dubrovniks egne beboer og selvom strandene er klipper, så er det let at komme i og op, for her er sat stiger op mange steder på øen.
På øen findes en lille sø kaldet Mrtvo More, 'Det Døde Hav', som er forbundet med det åbne hav men mere roligt og lavvandet og som derfor er egnet til badning for børn og ikke-svømmere.
Øen er i dag naturreservat, men har tidligere været både klosterø og botanisk have og en del af Dubrovniks fæstning.
I 1023 blev der oprettet et benediktiner-kloster på øen. Klosteret eksisterede indtil slutningen af 1700-tallet, hvorefter øen i 1860 blev købt af Maximilian af Habsburg, som gjorde den til sit private sommerhus.
Han grundlagde øens botaniske have og lod klosterets bygninger bygge om til sommerbolig. De fleste af planterne i den botaniske have stammer fra Australien og Sydamerika. Af særlig interesse er samlingen af eukalyptustræer, kaktusser og sukkulenter.
I Lokrum bakker findes der et fort kaldet Fort Royal. Det er bygget i form af en stjerne af franskmændene i 1806, og herfra er der god udsigt til Dubrovnik, Cavtat og øerne.
Turen op til fortet er anstrengende i varmen, men går forbi den botaniske have, så vi kombinerede lige de to ting!
I øvrigt var det også – ifølge legenden – på denne ø, at Richard Løvehjerte blev kastet i land efter at have lidt skibbrud i 1192, da han var på vej tilbage fra korstogene.
Den ed, han svor, om at bygge en kirke på stedet, hvor han kom i land, blev delvist opfyldt: Selv om han kom i land på Lokrum, indvilligede han i - på anmodning af befolkningen i Dubrovnik - at kirken blev bygget inde i Dubrovnik.
Tilbage i Dubrovnik kiggede vi inden for i et par af alle dens kirker, som vi dog måtte nøjes med at fotografere udefra pga. fotograferingsforbud inden i.
Dog sneg vi os til at tage et billede inde i Skt. Blasiuskirken, som ligger i havne-enden af Stradun.
Her findes nemlig en skulptur af Skt. Blasius, som bærer på en model af byen, som den så ud inden det store jordskælv i 1667. Skt. Blasius siges at have reddet byen fra at blive plyndret af venezianerne.
En anden af Dubrovniks kirker er Katedrala Riznica, som Rikard Løvehjerte grundlagde. Den nuværende er dog fra tiden efter det store jordskælv og har et skatkammer med mere end 200 relikvier – blandt andet et skrin med Skt. Blasius kranium, beholdere med hans hænder og ben, en splint fra Jesu kors og en kopi af Rafaels Jomfru Maria af Stolen.
For at komme tilbage til campingpladsen fulgte vi igen vores campingværts forslag: vi tog båden. Det er altid en god ide at komme ud og se ind på kysten – selv denne dag, hvor det var ved at være mørkt, da vi kom tilbage.
Bådene går fra Dubrovniks gamle havn - ligesom båden til Lokrum. Båden sejler en rundtur, så man må med ud til Cavtat lidt længere væk fra Dubrovnik end Mlini inden man vender om og sejler tilbage til Mlini.
Turen retur kostede 150 kuna for os 4, men var pengene værd.
En anden dag tog vi så en lang udflugt ind til Mostar i Bosnien-Hecegovina.
Vi valgte at følge kystvejen nordpå gennem Bosnien- Hercegovina og tilbage ind i Kroatien til Neretva-deltaet.
Et fantastisk sted, hvor de dyrker mange fantastiske frugter, som bliver solgt ved rigtig mange boder langs vejen.
Glem ikke at smage deres hjemmelavede marmelade – der er f.eks. figen-, abrikos- og mandarinmarmelade.
Derefter fulgte vi Neretva hele vejen op til Mostar.
Byen er opkaldt efter de brovagter (’Mostari’), der inden osmannerne tog magten i Hercegovina tilbage i 1400-tallet, holdt øje med broen. Den gang var byen en lille ubetydelig flække, som osmannerne siden gjorde til militært og administrativt centrum. Den bærer stadig meget præg af bombningen og belejringen tilbage i 1992-94.
Vi kørte simpelthen efter ’centrum’ og endte på en parkeringsplads ganske tæt på den berømte bro. Ganske vist troede vi den var gratis at holde på, men det var den ikke helt… Først gik vi ned og så broen fra flodbredden og derefter gik vi op og fandt ind i den gamle bydel. Den gamle bydel er i dag en stor basar, som hedder Kujundziluk og er opkaldt efter guldsmedene med en masse boder, der sælger de samme turistting, som for eksempel kobber- og bronzegraveringer, snabelsko, vandpiber, kelims, kaffesæt, læderarbejder mm.
Midt i basaren står den berømte bro Stari Most og forbinder de to halvdele af byen/basaren. Den gamle bro var færdig i 1566 og var tegnet af den osmanniske arkitekt Mimar Hayruddi. Den blev bombet fuldstændigt i november 1993 og blev i 2004 erstattet af en ny bro, som er en tro kopi af den gamle. Spændvidden er 30 m og bredden er 4 m. og den er meget stejl og belagt med glatte sten. Med mellemrum har man derfor lagt nogle meget store sten på tværs af broen, så man bedre kan stå fast. En gang sprang de unge mænd i på hovedet fra broen for på den måde at tjene nogle penge – det så vi slet ikke noget af dette år.
Vi havde besluttet, at vi ville køre en anden vej hjem og evt. se et par andre ting på vejen. Desværre blev det regn- og tordenvejr, så vi sprang over et besøg ved Blagaj og kørte i stedet videre ned mod Stolac, hvor vejret var blevet fint igen.
Vi kiggede derfor ind på Radimlja-begravelsespladsen. Den findes i det nordlige hjørne af byen og ligger jord til
Der er mere end 100 gravstene, men da der er ikke er nogen dato på stenene, kender man ikke den nøjagtige alder, men mange af dem er fra før 1463.
Herfra kørte vi videre mod Trebinje og her kom vi virkelig på arbejde. Først havde vi et lille stykke af vejen, som vores kort ikke dækkede, men det var uden betydning, da vi bare skulle fortsætte af den samme vej. Til gengæld var vi længe i tvivl om, hvor langt vi var, for mens der på vejen til Mostar langs Neretva var brugt, det vi kalder almindelige bogstaver på vejskiltene, ja så var der på denne vej kun brugt græske bogstaver.
I kan jo selv se på billedet, om I kan læse hvilken by, vi er ved at forlade!
Turen var fantastisk og alle 297 km værd!
Selvom campingpladsen var skøn og byen dejlig og varmen og vandet helt perfekt, så måtte vi dog efter en uges tid køre nordpå igen.
Vi havde nemlig en aftale med vores søn og hans kæreste i Split!
