www.RoseFrederiksen.dk

Wien og Plitvice 2009

Så blev det endelig tid til at skulle på sommerferie igen. Vi havde set frem til dette i lang tid – hvordan mon det ville blive at skulle køre rundt med campingvognen efter bilen i stedet for den lille lette camplet?
Vi havde valgt at hoveddelen af ferien i år skulle foregå i Kroatien og i store træk var planen at køre til Dubrovnik og tilbage igen!
Vi kørte hjemmefra onsdag den 24. juni kl. ca. 17 og var fremme den næste dag kl. 12. Strækning er på 1279 km og vi kørte ned over Prag og Brno og ind i Østrig nær Wien. Turen gik fint hele vejen, selvom motorvejen mellem Prag og Brno er meget dårlig – vi glæder os til de får lavet en ordentlig belægning her!
Undervejs havde vi fået en sms hjemmefra, der meldte om store oversvømmelser i Wien, men vi havde ikke helt forestillet os, hvor store de var!

Gps’en ledte os ned til en lille færge over Donau, men vi kunne ikke komme derned, fordi vejen var oversvømmet. Vi fik derfor hurtigt lavet en ny rute over en bro og ankom til en campingplads, der havde været evakueret indtil samme dag.
Pladsen så ikke ud til at have været oversvømmet, men vejen dertil havde. Vi fik senere at vide, at vandet havde stået 1,89 meter over daglig vande.

Pladsinfo: Donaupark Camping Klosterneuburg ligger i udkanten af Wien og er en pæn stor plads, hvor parcellerne er forholdsvis små og uden ret meget skygge.
Toiletforholdene er fine, der er fint med varmt vand og vi oplevede ingen kø ved badene.
Ved siden af pladsen ligger et friluftsbad/strandbad, som vi ikke prøvede, da her var lukket på grund af de store oversvømmelser. Her ligger Aupark Klosterneuburg også. Det er et fritidsområde for hele familien med f.eks. en ’oplevelsebane’, bmx-baner, og et lille tog. Det var også oversvømmet! Ca. 5 min. væk (på gåben) ligger bymidten, hvor der er en Spar-butik og en række andre butikker og restauranter. 100 m væk ligger s-bane-stationen, hvorfra der går s-tog ind til Wien. Pladsen har hotspot-internet mod betaling.

Vi fik lov til selv at vælge en plads blandt de ledige – der var nok at vælge mellem selvom halvdelen af pladsen var spærret af pga. oversvømmelserne. Ved ankomsten får man et par sider med diverse oplysninger udleveret – på dansk!
Her er et par billeder, der viser, hvor meget vand der var. Billedet øverst til venstre viser en vej... Billedet nederst til venstre er taget på en gåtur på vej ud til Donau. Turen måtte opgives, da vejen var oversvømmet. På træerne kan man se, hvor højt vandet har stået her. Billedet nederst til højre er fra strandbadet.

Dagene på pladsen skulle bruges til at se Wien og dens seværdigheder. Hver gang vi skulle ind til byen, tog vi toget ind til udkanten af Wien, hvorefter vi brugte metroen til at komme rundt med.

Den første dag startede vi med at se Wiens domkirke Stephansdom. Kirken er opført over 8 århundrede og den første blev indviet i 1147 og lå uden for bymuren.
I 1230 blev den erstattet af en ny og hovedindgangen (Riensentor) og de to romanske tårne (Heidentürme) stammer herfra. Riesentor er flot udsmykket med figurer, der f.eks. forestiller fugle, løver, fantasivæsener og engle.

Heidentürme betyder egentlig hedningetårnene og de står da også på en hedensk helligdom. I 1359 føjede Rudolf 4. af Habsburg Tinaskapellet, Eligiuskapellet og Katarinakapellet til og kirken fik dermed i store træk sit nuværende udseende.

Det sydlige tårn Steffl kom dog først til i 1365-1433, da Hans Prachatitz opførte det 137 m høje tårn. 72 m over jorden finder man vægterstuen, som man kan komme op til via en smal vindeltrappe med 343 trin. Her er en fantastisk udsigt over bymidten og kirkens tage, som er meget smukke.

På vejen op passerer man det gamle klokkerum. Her hang indtil 1945 den gamle Pummerin, som var en stor klokke fra 1711, som vejede over 22 tons og som var støbt af tyrkernes efterladte kanoner.
Ved en brand i 1945 blev den skadet og i dag er den erstattet af en ny, som hænger i Nordtårnet.

Efter Stephansdom gik turen videre til Hundertwasserhaus. Huset er tegnet af Friedrich Stowasser i samarbejde med arkitekt og professor Krawina, er opført 1983-85 og er almennyttige lejeboliger uden offentlig adgang.
Men huset er stadig meget specielt. Hvis man vil se hans arkitektur ude og inde, så kan man kigge ind i Kalke Village overfor, hvor der er souvenirshop, butikker og cafe. Og toiletter i kælderen. De er også meget specielle!
På billedet nederst til højre kan man lige ane stedets bardisk - med en rille med rindende vand!


Fra Hundertwasserhaus gik vi over Donaukanal og ind i Praterområdet. Området er dels et stort grønt rekreativt område (=”Green Prater”) og dels et underholdningsområde ala Tivoli (=”Wurstel-prater”). Placeret inde midt i byen.

Green Prater er et meget stort skov- og engområde, som oprindeligt var kejserlig jagtjord. Fra Wurstelprater kører der et lille tog langt ind i Green Prater, som man med fordel kan tage, hvis man vil udforske den. Man kan også bare - som vi gjorde - gå en tur på nogle af de mange stier.
I Wurstelprater findes over 250 attraktioner af forskellig karakter fra radiobiler over rutschebaner til skydeboder. Her findes også Riesenrad, som er et stort pariserhjul, hvor det oprindelige er fra 1897. Pariserhjulet er næsten 200 m højt og også herfra er der en fantastisk udsigt over byen.


Næste dag startede vi ved Votivkirken, som er fra 1879 og den er bygget for penge indsamlet af folket som en tak for, at kejseren havde overlevet et attentat! Tænk hvis man ikke kunne lide Kejseren…

Tæt på Votivkirken findes Wiens Universitet, hvor vi kiggede ind i den meget smukke arkadegård med en mængde buster.

Universitetet blev oprettet i 1365 og er grundlagt af Rudolf den 4. Atriumgården er dog en nyere bygning og stod først færdig i 1883.

Turen gik videre op forbi rådhuset – som var gemt bag en stor scene, der skulle bruges til en filmfestival – og rådhusparken, med et utal af spisesteder. Derfra videre forbi parlamentet, justitspaladset, folketeateret og op igennem Wiens museumskvarter. Her er der mange smukke gamle bygninger, statuer, søjler og krummelurer!


Den sidste dag brugte vi i pladsens nærområde. Byen hedder jo ikke Klosterneuburg for ingenting - der er et stort bygningsværk tæt ved pladsen, som tidligere har huset et kloster, som vi ville se nærmere på. Den første dag vi var her, var vi jo ude og se på oversvømmelserne og billedet til venstre herunder stammer fra den dag. Rækken af træer skulle egentlig stå nogle meter fra floden og der skulle være en sti langs floden på denne side af dem...

Stift Kloster Neuburg blev påbegyndt i 1730 af Karl VI, som havde skævet til Escorial ved Madrid og ville opføre et kompleks, som både skulle være kloster og kejserbolig. Imidlertid døde Karl VI 10 år senere og da var kun ca. 1/8 færdigbygget – heriblandt marmorsalen og kejserværelserne. Mellem 1834 og 1842 blev der bygget videre og ¼ af de planlagte bygninger blev dermed realiseret.

Vi valgte to rundvisninger – den ene på egen hånd og den anden med fører. Rundvisninger er den eneste måde, man kan besøge stedet på.
Den første gik rundt i Marmorsalen og Kejserens værelser. Marmorsalen er fantastisk smuk og i midten er der anbragt et spejlbord, som gør det muligt at se på loftet uden at skulle lægge nakken tilbage. Freskoen i loftet er malet i 1749 af Daniel Gran og viser en allegori af ”Glory of House of Austria”.
Derefter var der en række rum, som har været kejserens bolig. Her er der smukke møbler og vægtæpper.

Rundvisning to gik gennem Klosterets vinkældre. Klosteret har siden 1114 lavet vin og har 108 ha med vinplanter.

Turen gik gennem de nyeste kældre med vinproduktion og med den nyeste teknologi og ned gennem de 700 år gamle barokke vinkældre med sort skimmel på væggene og store træfade med vin. Den sorte skimmel skal være der, for den er tegn på at temperaturen er helt rigtig.

Den hang nærmest i gardiner i den ældste del...

Guiden talte meget og meget hurtigt og kom med rigtig mange facts, så det var med at spidse ørene hele tiden. Lidt fakta fik vi dog fat i:
• man producerede ca. 1 000 000 l vin årligt.
• Deres automatiske tappe anlæg kunne klare 4500 flasker i timen. Det satte også etiketter og propper i…
• Kælderen var i flere lag og den længst nede lå 38 m under jorden. Væggene var i to lag og mellem 3 og 7 m tykke. De to lag gjorde, at der var et utal af udluftningskanaler fra kældrene og op i det fri.
• Klosteret er kendt for sin vin og især for rødvinen St. Laurent og er Østrigs største private vingods.

Rundvisningen endte i noget, som de kaldte et ’vinotek’, men som viste sig at være en vinhandel med smagsprøver…

En tredje rundtur går gennem klosterets kirke, men den havde vi ikke tid til. Vi stak dog hovedet ind i kirken - man kun komme ind i den allerbagerste del af kirken uden billet - og så en meget smuk kirke. Kirken har et meget berømt Verdun-alter, som dog er anbragt i et andet rum, som der kun er adgang til på en guidet rundvisning.


Den sidste aften lød højtvandssirenen igen og selvom der kun kom mellem 4 og 5 cm vand, så steg den lille kanal med over ½ meter i løbet af natten. Selvom det regnede ind i mellem og der var meget vådt overalt, så fik vi trods alt nogle fine dage i Wien. Men vi ville gerne ned til varmen og solen, så den 29. juni kørte vi videre ned mod Kroatien. Vi tog turen ned over Graz og kørte ind i Slovenien ved Maribor. Selvom vi betalte 35 euro for at køre på motorvej i Slovenien i 6 måneder, ja så fik vi bare ca. 7 km motorvej – resten af vejen var en rigtig ringe vej, så de sølle ca. 50 km gennem Slovenien tog ca. 70 min. Og ja, man må vel godt føle sig lidt snydt – det var helt umuligt at undgå motorvejsstykket, som kostede os 35 euro! Da vi kom ind i Kroatien steg vejenes beskaffenhed rigtig meget – motorvejsnettet er et rigtig fint betalingsvejnet og når man drejer fra og ud på de hovedvejene, ja så er de stadig fine at køre på. I alt tilbagelagde vi i dag 522 km på ca. 8 timer og vi ankom til Camp Borje ved Plitvice omkring kl. halv 6. Her kunne vi bare finde en ledig plads og slå os ned – og der var masser at vælge i mellem.

Pladsinfo: Campingpladsen bliver typisk brugt til besøg i nationalparken Plitvice og derfor finder man ikke mange, der ligger her i mere end et par dage. Pladsen er renoveret inden for de sidste par år og det kan man godt se på toiletbygningen – den er rigtig fin. Her er toiletter nok, ligesom der er rigeligt med varmt vand – i hvert fald når pladsen ikke er så besøgt. Der er en fin fordeling af træer på pladsen og det gør det muligt selv at vælge om vil have en skygge- eller en solplads. Bunden er fin blød, hvis man vil have et par pløkker i, men der er også meget kuperet, hvilket gør det rigtig svært at finde en plads, Øl der er så jævn, at man kan få sat campingvognen op i vater! På pladsen findes en lille butik, men man skal ikke regne med, at man kan handle ind her til et helt måltid! I stedet skal man køre til Korenica et par km væk. Her findes et større supermarked, hvor man kan få det hele. På pladsen er der også en restaurant, som serverer ok mad – men serverer vores favoritøl i Kroatien i glas fra konkurrenten!

Formålet med besøget på pladsen var et gensyn med Plitvice Nationalparken. Vi var her sidst i 2006, men Britta havde ikke været her før, så det var nyt for hende.
Vi tog ud i nationalparken fra morgenen af og havde noget bedre vejr end i 2006. Nationalparken er meget stor – den er 294,82 km2 og er den største i Kroatien. Den blev erklæret nationalpark tilbage i 1949 og kom på Unescos liste over verdens kulturarv i 1979.
Der er i alt 16 søer, som adskilles af dæmninger, der er dannet af travertin, som er en slags kalksten, som er overgroet med mos, alger og bakterier. Søerne falder fra 636 til 503 moh og danner til sidst floden Korona.

Området er meget varieret – her findes 1267 forskellige plantearter, heraf alene 55 forskellige orkideer! I området findes tillige mange dyrearter: brune bjørne (som man vist nok ikke støder på ved søerne!), ulve, ørne mm. Og f.eks. 321 slags sommerfugle og 21 forskellige slags flagermus. Vi kom ind via indgang 1 og her er noget af det første man ankommer til det store vandfald. Vandfaldet er 78 m højt og meget imponerende. Siden gik vi en lang tur af træbroerne og via stierne langs søerne. Vi tog færgen videre op mod indgang 2 og gik længere op end sidst, vi var her. Her var der næsten smukkere, fordi det blev lidt jungleagtigt.

For at komme tilbage til indgang 1 – og bilen – tog vi bussen. Både bus og færge er gratis, når indgangen er betalt. Vi blev ligesom sidst meget imponeret over, hvor tæt stierne er på vejen. Når man kører på vejen lige uden for parken, ser man bare området som en stor skov.


I kan finde de andre afsnit i beretningen her: