Trogir og vejen hjem 2009
Efter 8 overnatninger på denne dejlig plads, som vi meget gerne vender tilbage til en anden gang, ja så måtte vi videre nordpå igen. Morten og hans kæreste Louise ville lande med et fly i Splits lufthavn dagen efter, så der var ingen kære mor!
Vi valgte denne gang at tage kystvejen i stedet for at køre på motorvejen. Det gik, selvom vejen er meget snoet og gik lidt op og ned, rigtig fint indtil Omis.
Der var ikke meget trafik, så vi kunne rigtig nyde den flotte udsigt. Desværre har der ikke været plads til at lave mange holdepladser på strækningen, så der fik vi ikke taget så mange billeder.
Fra Omis og op gennem Split og ud til Trogir var der til gengæld rigtig meget trafik. Strækningen virker mest af alt som en lang turistby.
Efter 250 km og 3 timer og 45 minuter ankom vi til Vranjika Belvedere lige nord for Split.
Vi havde hjemmefra booket en plads her, fordi vi ikke ret gerne ville skulle til at køre rundt for at finde en plads, når nu de unge mennesker landede i Splits lufthavn.
Vi ankom den 9. juli og det havde ikke været nødvendigt med en reservation, for der var mange tomme pladser. Og faktisk havde de ikke registreret vores reservering, så vi endte op med at få en plads, som vi også kunne have valgt uden reservering…
Pladsinfo: pladsen er meget stor og her er mange fastlæggere, men som rejsende bliver man henvist til område D og nederste hylde af C eller til område A, som ligger længst oppe ved receptionen og længst væk fra havet.
I D og C området, vil der mange steder være havudsigt.
Her kommer lige et par billeder taget oppe fra vores plads...
Skyggen er svingende på pladsen, men skal man vælge en plads med mest mulig skygge, så skal man finde en, hvor der står et træ i hvert hjørne af den side af parcellen, som vender ud mod vandet. Så får man skygge det meste af dagen, men ikke på vognen om morgenen.
Jorden er meget hård og fuld af myrer, men supermarkedet på pladsen har en god myregift, der virker
Toiletbygningerne er i D og C området renoverede og levede fint op til vores forventninger. Der var fint med varmt vand, selvom temperaturen kunne svinge en del gennem et bad.
Der er et supermarked på pladsen, hvor man kan få rigtig mange ting, men ikke meget kød og grønt. Vi handlede derfor det meste i de store supermarkeder inde i Trogir. De ligger lige ved markedet og er derfor nemme at finde. På markedet handlede vi frisk frugt og grønt og i den store grå bygning ved markedet ligger flere slagterforretninger. De har ikke nogen udstillingsvindue og man skal derfor kigge ind af døren for at opdage dem.
På campingpladsen er der et pizzeria og en restaurant. Og et vaskeri, hvor man får vasket og tørret og lagt sammen. 49 kuna pr. maskine....
Stranden kan deles i to – den til venstre er klipper og beton og der er lidt svær at komme ud i vandet, men til gengæld har den store fyrretræer til at skygge.
Den til højre er knust klippe og dermed er det lettere at komme ud i vandet. Til gengæld er her ikke meget skygge.
Begge steder er der mange søpindsvin og badesko kan klart anbefales! Har man ikke nogen, så sælges de inde på markedet.
Dagen efter hentede vi Morten og Louise i Splits lufthavn, som rent fysisk ligger lige på den anden side af Trogir, så der er ikke så langt at køre efter dem. De kom iført langt tøj, som de hurtigt fik smidt, for dagene her var præget af meget høje temperaturer. Vi målte op til 37 grader – et par grader mindre nede ved vandet og 27 i vandet… Så de fleste dag her gik med at bade og vi skal ærligt indrømme, at vi valgte stranden til venstre de fleste gange, fordi vi der kunne ligge i skyggen hele dagen. Brune skal vi jo nok blive alligevel
Vi var jo nu blevet 6 personer og kunne derfor ikke så godt være i bilen, men endte alligevel med at køre ind til Trogir et par gange.
På grund af varmen så vi den ene dag markedet og den anden dag den gamle bydel i Trogir. Markedet er som sagt pænt stort og den ene halvdel er grøntmarked og på den anden halvdel sælges der alt fra badehånd- klæder over tørrede pindsvinefisk til turist- tingel-tangel.
Sådan et marked kan der godt gå noget tid på – heldigvis sælger man også is på markedet!
Selve den gamle bydel af Trogir er meget fascinerende. Gaderne er utrolig smalle og vi er ret imponerede over, at de kan få varer ind til alle butikkerne, for biler kan ikke komme rundt her!
Trogir anses for at være en af de bedst bevarede romansk-gotiske byer i Centraleuropa.
Den gamle bydel ligger på sin egen ø, forbundet med fastlandet via broer til den ene side og til en anden ø - Ciovo - til den anden side.
Kernen i byen er et gammelt slot og en fæstning, der bindes sammen af en bymur. Mange af bygningerne stammer tilbage til det 13. århundrede, men man kan også i Trogir finde spor af de gamle grækere, romerne og venetianerne.
Yderst på havnefronten findes Kamerlengo-fortet fra 1400-tallet. Man kan komme op i det, men vi kunne ikke klare flere trapper den dag!
Vi valgte at gå ind og se Skt. Laurentiuskatedralen med den meget smukke portal omkring døren. Portalen er med udskårne bibelscener, der viser Jesu liv fra fødslen og til hans død. Over de to løver i siderne ses skulpturer af Adam og Eva.
Arbejdet er den lokale kunstner Radovans hovedværk og stammer fra 1240.
I kirken findes også et smukt dåbskapel.
Når man har betalt entre til kirken er det gratis at gå en tur op i klokketårnet - så det gjorde vi naturligvis!
Det kan ikke anbefales at gøre det kort før klokken 12, for kirkeklokken larmer rigtig meget og rigtig længe. Ikke noget med 12 små slag – nej der blev bimlet 12 gange rigtig mange gange!
Men udsigten heroppe fra er storslået og hele turen værd.
Skt. Laurentiuskatedralen ligger på byens store torv, hvor man også finder byens klokketårn og loggia.
Klokketårnet står på resterne af kirken St. Sebastian og blev bygget i det 14. århundrede, da fransiskanerne overtog klosteret efter benediktinerne.
Ved siden af katedralen er der en smuk loggia fra 1300-tallet. Den ydede dels ly til rejsende, men var samtidig retslokaler, hvor man retsforfulgte de kriminelle og gav dem deres straf foran byens øvrige borgere.
Trogir har også en meget flot havnefront med mange restauranter og store skibe.
Vi faldt helt for stedet og valgte en aften at tage taxi-båden ind fra campingpladsen for at spise herinde. Båden sejler hver time og koster 15 kuna pr. person for en enkelt.
Den lægger til inde ved havnefronten, så det var helt perfekt – selvom den tog rigeligt med passager med i forhold til det antal, der stod på siden af den!
Så kunne vi samtidig få et glimt af vores campingplads fra søsiden!
Vi valgte at spise på havnefronten, så vi rigtig kunne nyde de store skibe. Derefter gik vi en tur ind bag bymuren og ind i de smalle gader. Om aftenen føles det næsten, som om man er inde i et hus, når man går rundt i de smalle, varme gader.
Men heldigvis så serverede de jo også fantastiske is inde i bymidten, så desserten henlagde vi hertil!
Efter 8 dage skulle Morten og Louise videre med et tog til Østrig, hvor de skulle holde ferie med hendes forældre. Vi indstillede gps’en og gennem mylderet af ensrettede gader i Split, viste den os vej direkte til stationen. Sikke en lettelse ikke selv at skulle finde rundt!
Stationen er ikke så prangende, men vi fik vinket farvel og gik derefter op i Splits gamle bydel.
Bydelen domineres fuldstændigt af Diocletians palads, som er et af de bedst bevarede romerske monumenter i verden.
Slottet var oprindeligt af kejseren planlagt som en mellemting mellem en luksuriøs villa i et plan og en romersk militære lejr (castrum) opdelt i fire områder af de to vigtigste gader.
Den sydlige del af slottet bestod af kejserens kvarter og hans religiøse og statslige faciliteter og den nordlige del af kejserens vagter, soldater, service, lager osv.
Paladset er en rektangulær bygning (ca. 215 x 180m) med massive tårne på fire hjørner, fire porte på hver side og fire tårne langs væggene. Som tiden er gået, har man hele tiden ændret på paladsets ydre for at tilpasse det til tidens behov.
Vi kom ind via en indgang, der gik direkte ind i hovedsalen, som er en underjordisk sal med et stræde af souvenirbutikker.
Vi gik ind for at se Skt. Domnius-katedralen, hvor vi igen ikke måtte fotografere, men hvor vi alligevel sneg os til at tage dette billede af alteret. Alteret - Skt. Domniuskatedralen
Kirken, som er bygget på Diocletians grav, er meget smuk indeni. Man kan også komme ned i katakomberne, som dog ikke indeholder så meget og op i kirkens tårn.
Kirkens dåbskapel ligger i en gyde overfor kirken og er det tidligere Jupitertempel. Her findes en skulptur af Johannes Døberen udført af Meštrovič (1883-1962). Foran skulpturen ses døbefonten. Den er så stor, fordi man i følge byzantinsk skik sænkede hele kroppen under.
Vi havde hjemmefra haft planlagt at besøge Salona udenfor Split, men det forhindrede varmen os, så det må vi have til gode til næste gang vi kommer til området.
Til sidens top
Efter en dejlig ferie med masser af varme og oplevelser var det ved at være på tide at vende hjemad igen. Vi havde sat 3 dage af til turen og havde regnet ud, at vi så skulle køre omkring 650 km om dagen. Den 19. Juli pakkede vi derfor sammen og lagde kursen mod Østrig.
Vi havde været lidt i tvivl om, hvilken vej vi skulle køre fra Kroatien til Østrig, men da vi jo havde betalt for at køre på de slovenske motorveje i halvt år, var det lidt dumt at køre over Italien, som vi gjorde i 2006. Samtidig viste vores gps, at vi igen – suk – skulle over Zagreb – Maribor og Graz. Vi havde hørt om nogle, som havde brugt 4½ time på at komme igennem Slovenien, men besluttede at køkørsel, det kunne vi nok ikke undgå lige meget, om vi kørte over Maribor eller over Ljublana.
Turen indtil grænsen mellem Slovenien og Kroatien gik uden problemer.
Billederne herover stammer fra rastepladsen Jasenica tæt på Zadar. Pladsen ligger rigtig fint med en pragtfuld udsigt.
Til venstre kan man så se en kroatisk dyre-overgang. på sydfyn laver man dem til hasselmusene, ved Odense diskutere man, hvordan man sikre den store vandsalamander, når man skal bygge en bro over Odense Kanal. I Kroatien er det anderledes og større dyr, man må tage hensyn til....
Grænseovergangen til Slovenien var lidt langsom, men det var forventet, da det jo er EU’s ydre grænse.
Men efter meget få kilometer i Slovenien kom så dagens helt store overraskelse: mens vi
havde været væk, havde Slovenien åbnet ca. 20 km motorvej, så først da vi nærmede os Maribor blev vejen til en etsporet motortrafikvej.
Tværs gennem Maribor går det via en tosporet motortrafikvej og det sidste stykke op mod grænsen til Østrig foregik på motorvej.
Den motorvej, som vi havde set, at de var ved at bygge, da vi kørte sydpå 3 uger før, det kommer - så vidt vi kunne bedømme - til at forbinde de to stykker motorvej på hver side af Maribor, så man dermed slipper for motor-
trafikvejen.
Billedet herover viser, hvordan en nyåbnet motorvej i Slovenien ser ud på gps'en
Alt i alt slap vi gennem Slovenien på 35 min – en halvering i forhold til, da vi kørte den anden vej, samtidig med at vejen var blevet MEGET bedre. Vi fortsatte op over Graz og videre til Loeben, hvor vi med lidt hjælp fra en lokal beboer fandt Camping Hinterberg. Vi havde da tilbagelagt 604 km på ca. 8 timer og ankom omkring kl. 17.20.
Pladsinfo: Helt specielt for denne plads er, at campingmutter giver velkomstdrink til store og små – ude på pladsen!
Campingpladsen bliver tydeligvis brugt meget til en-nats-overnatninger for der var mange steder, hvor man kunne holde uden at spænde fra.
Toiletforhold og baderum var for os ok. Toiletterne var ikke nye men de var rene. Baderummene så forholdsvis nye ud og der var fint med varmt vand.
Der var ingen indkøbsmulighed på pladsen, men bageren kom kørende i sin bil til pladsen hver morgenen, så brød, det kunne vi få!
Vi valgte at køre ind til St. Michael nogle kilometer væk for dels at finde en hæveautomat og dels at finde et sted, hvor de serverede en god wienerschnitzel.
Og god mad det fandt vi hos Gasthof Eberhard, som er let at finde, hvis blot man drejer ind i byen af den første mulige vej, når man kommer fra Loeben.
Her spiste vi i en meget hyggelig gårdhave og fik en helt fantastisk wienerschnitzel med nogle fantastiske pommesfrites.
Campingpladsen kan absolut fint anbefales til en hurtig overnatning, så den har vi noteret til brug igen en anden gang
Dagen efter – den 20. juli – kørte vi fra Loeben og videre op til den østrigske/tyske grænse og fortsatte med at følge gps’ens anvisninger og ankom derfor til Campingplatz Zur Fuldaschleife syd for Kassel omkring kl. 18.30 efter at have tilbagelagt 740 km på 10 timer. Også denne campingplads valgte vi tilfældigt ud fra hvor langt vi var nået, da vi ikke gad køre mere. Vi havde en tyk campingpladsbog med og et kort med campingpladssignaturer og så var det bare med at lede.
Pladsinfo: Denne campingplads viste sig at være lidt bøvlet at komme ud til, fordi den lå langt ude på landet og man skulle igennem et par småbyer først.
Den lå meget fint ned til floden Fulda, men desværre også ret tæt på motorvejen – det havde der ikke lige stået noget om i bogen – så der var bilstøj det meste af tiden.
Pladsen bliver også flittigt brugt til en-nats-overnatninger, for også her fik vi anvist pladser, hvor vi ikke skulle spænde af for at holde.
Pladsens toilet- og badefaciliteter var fine og rene. Her var ingen indkøbsmuligheder, men man kunne bestille og betale brød til næste morgen ved ankomsten, så det gjorde vi!
Denne aften besluttede vi at prøve stedets restaurant vel vidende, at den ville have svært ved at leve op til gårsdagens gode oplevelse. Og det var også helt korrekt, maden var ok, men den fik altså ingen klokker til at ringe!
Vores sidste feriedag gik så fra Fuldaschleife og hjem til Odense. Dagen før havde vi hørt fra andre danskere på pladsen, at der var 6 km kø ude på motorvejen. Og ja et sted røg vi ind i 6 km motorvej, hvor trafikken ikke flød så hurtigt – faktisk tog de 6 km 30 minutter - men trafikken gik aldrig helt i stå og så er der jo håb. For første gang i mange år var vi ved den danske grænse i butikkernes åbningstid, så vi benyttede os lige af det og fik købt lidt drikkevarer og andet med hjem. Vi kom hjem kl. ca. 17.30 efter 632 km og 9 timers kørsel.
