Canterbury
Vi havde været heldige at få lov at låne en Camp-let hos Camp-let og den skulle lige hentes i Arnum ved Gram, hvor fabrikken ligger. Helle tog sønnike med nogle dage før og hentede den, så vi kunne få pakket den. I en Camp-let kan der jo pakkes en del bagage ned, så den skulle lige hjem og åbnes og pakkes med bord og dyner - ligesom der lige skulle fyldes køkkengrej ind i køkkenet.
Men endelig - en tidlig onsdag morgen forlod vi Odense med retning mod Calais i Frankrig. Det var en
dejlig morgen at forlade landet i - den blå himmel og solen og varmen fulgte os hele vejen til
Frankrig.
Undervejs lavede vi lige et lille pit-stop ved grænsen for at få fyldt de sidste vigtige ting ind
i bilen: lidt drikkevarer og nutella :D
Vores færge sejlede torsdag omkring middag og hjemmefra havde vi besluttet at tage en hotelovernatning
på udturen. På den måde skulle vi ikke slå Camp-letten op for en nat. MEN da vi nåede næsten over til
grænsen mellem Holland og Belgien, så var alle hotelværelser ved motorvejen optaget og med noget bagefter
kan det være lidt en udfordring at finde en p-plads inde i en by. Derfor endte vi med at sove i bilen
på en stor rasteplads. Det var langt fra optimalt, det var kogende varmt (24 grader kl. 3 om natten) og
der var også en del støj fra vejen.
Det gjorde til gengæld, at vi kom tidligt videre næste morgen og nåede derfor Calais i god tid...
Det gjorde til gengæld ikke noget - skulle det vi sig, for at komme ud af Frankrig tog noget tid. Men først skulle de sidste kilometer ned til færgen tilbagelægges. Det skete af denne indhegnede motorvej. Et trist syn, som er resultatet af de store flygtningestrømme sidste år, hvor der var store problemer med, at flygtninge forsøgte at komme til England på/i/under lastbilerne.
Nede i færgelejet fik vi set næste eksempel på denne flygtningestrøm. Først blev vi mødt af det
franske militær, der først skulle se ned i vores bagagerum (som var stoppet med køletaske, tasker med
tøj og vandrestøvler), derefter ned i gaskassen (som var stoppet med gasflaske, gulvtæppe, pløkke mm)
og som til sidst ville have åbnet Camp-letten. Det var her vi kiggede lidt opgivende på hinanden, fik
åbnet køkkenet og heldigvis slap vi med det, da han så, hvor stoppet resten var...
Fra det franske militær kom vi videre til den franske paskontrol. Det tog ikke så lang tid. Det
næste vi blev mødt af, var den engelske paskontrol. Den er flyttet til England - til gengæld er der
ingen kontrol i England.
Her fik vi også udleveret bookingpas og vi blev bedt om at køre til bane 119.
Bane 119! Så ved man bare havnen er stor! Men det var ikke slut endnu - for de engelske toldere
skulle også lige kigge i bagagerummet og i gaskassen og vi havde næsten åbnet køkkenet inden de rystede på hovedet
og sagde at det var altså ikke nødvendigt. Så manglede vi kun at blive udtrukket til kontrolmåling af
længden på køretøjet og så kunne vi endelig køre over i bane 119. Her havde vi dårligt stoppet, før vi
blev læsset om bord! Vi mente ikke vi var sent på den - og det viste sig da også at vi lige sneg os på
en afgang en tand tidligere! Men det sagde vi bestemt ikke nej til!
Færgeturen gik helt uden problemer - der er mulighed for at købe mad og toldfrit ombord, men da turen
tager bare 2 timer, så er der ikke megen tid, der skal slåes ihjel på denne overgang.
Eneste anke vi har her, er at vi blev sendt ret tidligt ned i bilerne og det betød, at vi ikke fik
lov at nyde Dovers hvide klinter. Undtagen lige de få glimt vi fik, da vi kørte ud fra havnen.
Ankomsten til England betød også, at fra nu af skulle der køres i venstre side. Der er skilte langt op i
England på engelsk, tysk, fransk og svensk om at der er venstrekørsel i England.
Venstrekørsel er ikke så vanskeligt. Det føltes næsten naturligt at køre i venstre side, da vi forlod færgen.
Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor det er lidt mere kompliceret. F.eks. er det rart at være to i bilen,
når vi skal køre ud i et kryds. For føreren kan ikke altid se, hvad der kommer fra højre. Det er også rart,
når der skal bruges kort til at komme ind og ud på pladsen - for standeren sidder jo så i passager-siden!
Fra Dover er der ca. 30 km. til Canterbury - vores første mål. Her havde vi hjemmefra udset os campingpladsen
Canterbury Camping and Caravanning Club Site. Som navnet antyder, så er den en af mange i en kæde af pladser
og vi havde hjemmefra valgt at melde os ind i foreningen Camping and Caravanning Club, da vi dels kunne
spare en del på overnatningerne og dels kunne komme ind på ALLE deres pladser. Nogle pladser i de her
klubber (der findes to store) er kun for medlemmer.
Vi blev mødt i receptionen af ikke mindre en 4 personer. 2 bag skranken og 2 foran. Vi fik lige en lille
løftet pegefinger om, at man ikke burde komme før kl. 13, for ellers var man ikke sikker på at komme ind,
men at det lige på deres plads og på denne dag var OK at den kun var 12.30...
Efter den obligatoriske indskrivning (som gik hurtigt, da vi havde vores medlemsnummer med) og betaling
(alle pladser ville have betaling ved ankomst) til de to bag skranken, så tog de to foran skranken over. De
ville vide, om vi ville i teltområdet (uden strøm) eller i campingvognsområdet (med strøm) og om vi foretrak
græs eller hardstanding. (Hardstanding ser vi på i et senere afsnit :D )
Jo tak: strøm og græs. Og så blev vi fulgt ned til en plads med noget der lignede græs og med en pæn del
kaninhuller...
Vi bliver bedt om at slå op, så forteltsområdet rammer det område, hvor græsset i forvejen er gået ud og
det lykkedes rimeligt godt. Pladsen er langt fra plan - faktisk skråner den en del og vi ender med en del sved
på panden for at få Camp-letten og forteltet til at stå bare nogenlunde. Det endte med at tage ca. 1,5
time før vi var tilfredse, men det kom heldigvis til at gå hurtigere og hurtigere for hver gang, vi slog
den op.
Der er en lille legeplads og et stort område for teltcampister. Pladsen har plads til 185 enheder, men vi
føler ikke den er så stor. Der er to toiletblokke, hvor der er pænt og rent hele tiden og hvor vandet er
dejligt varmt.
På pladsen findes de her store udlejningstelte - vi kiggede lige ind af vinduet - og der er plads til 5-7
personer i dem.
På pladsen, som ligger ca. 20 minutters gang fra centrum af Canterbury, er der forbavsende stille. Men
selvom vi befinder os udkanten af et boligkvarter, så er der ingen restaurant/pub eller daligvarebutik i
umiddelbar nærhed af pladsen. Så det er ind til byen hver gang. Og hvis man ikke selv ønsker at køre eller
gå, så stopper bussen lige uden for pladsen...
De sidste to billeder fra pladsen er med, fordi vi simpelthen ikke kunne stå for dem. Først så
havde vi en hel utrolig lyst til at prøve brandvarslings-trianglen. Bare for at høre, hvor langt væk
den egentlig kunne høres...
Hvis man brugte grill, så var kravet at der stod en spand med vand lige ved siden af. Den her
campingvognsejer har udsmykket sin med ænder - tilfældigvis 4 som i FIRE... Det morede vi os ret meget over.
Canterbury
Vi besluttede os for at gå ind til centrum af Canterbury. Vi havde valgt Canterbury, fordi vi gerne
ville se katedralen i Canterbury, men også for lige at indsnuse lidt engelsk byliv.
Gågaden i Canterbury er hyggelig - kendte butikker blandet med ukendte, souvenirshops og pubber. Her
er gamle huse og brosten krydret med blomster. Og solskin, den dag vi var der :D
Ved Buttermarket står vi så over for Christchurch Gate – den meget imponerende indgang til
katedral-området. Porten er bygget 1504-1521 – formentlig til ære for prins Arthur, der giftede
sig med Catherine af Aragon i 1501. Arthur døde selv året efter, hvorefter hans bror Henry VIII
blev konge og i 1509 giftede han sig med samme Catherine.
Porten har skiftet udseende flere gange – nogle dele er blevet ødelagt og udskiftet – andre revet
ned med vilje. Det gælder for eksempel de oprindelige tårne, som blevet revet ned i 1803 for at
James Simmons kunne se katedralens ur fra sin bank – Simmons og Gipps (nu Lloyds Bank).
De nuværende tårne er derfor fra 1937.
Porten er rigt udsmykket med f.eks. en række våbenskjolde og søjler. Jesus-figuren blev efter
347 år genplaceret på sin oprindelige plads i 1990.
Lige inden for porten er der i dag billetkontor til katedralen. Canterbury Katedral er en af de
ældste og mest berømte kirker i England. Den er sæde for ærkebiskoppen af Canterbury og dermed
moderkirke for Den anglikanske kirke.
Katedralen er grundlagt i 597 og fuldstændig genopbygget i 1070-1077. Ude kan man tydelig se, at
den ikke er opført af en gang, men er blevet udvidet flere gange.
Inde mødes vi af et stort og imponerende skib. Det er over 600 år gammelt og 54 meter langt og 24 meter højt. Prædikstolen er tegnet af George Frederick Bodley og kom til i 1898. Der er også mulighed for at se mange glasmosaikvinduer, hvor de ældste er over 800 år gamle.
Kirkens rolle som et af de vigtigste pilgrimsmål i Europa hænger uløseligt sammen med mordet på den
mest berømte ærkebisp: Thomas Becket i 1170. En langvarig tvist mellem ærkebiskoppen og kong Henry II
gjorde, at kongen ifølge historien skulle have sagt: Hvem vil befri mig for denne lavbårne præst?
4 riddere tog orden bogstaveligt og tog til Canterbury, hvor de myrdede ærkebiskoppen i kirken.
Dette mord udløste en sand pilgrimsstrøm til stedet, hvilket gjorde at det var nødvendigt at udvide den
østlige del af kirken kraftigt i begyndelsen af det 12. århundrede. Strømmen af pilgrimme gjorde samtidig
kirken rig nok til at kunne betale for udvidelsen…
De flotte glasmosaik-vinduer i Trinity Chapel (herover til højre) viser nogle af de mirakler, der siges
at have fundet sted efter mordet på Thomas Becket. I kapellet blev Thomas Becket gravsat i en kiste, der
var rigt dekoreret med ædelstene og guld. Kisten blev i 1538 ødelagt af kong Henry VIII.
En stor rød rubin fra kisten er i dag en del af de engelske kronjuveler.
Til højre ses selve martyrdommet. Det er her man mener, at ærkebiskoppen blev myrdet. Udsmykningen og alteret
på væggen er af nyere dato - helt bestemt stammer den fra 1986. De 2 sværd og deres skygger repræsenterer de 4
riddere og korset helgenen Thomas Becket. Det er udført af Giles Blomfield.
I kirken findes en række store og imponerende gravsteder.
Her findes f.eks. Edward af Woodstocks grav (herover). Han er kendt som ’The Black Price’ og var ældste søn
af kong Edward III, far til kong Richard II og kendt som en af Englands mest kendte militære
ledere. Hans sejr over franskmændene i kampen om Crécy gjorde ham meget populær.
Næsten overfor den ’sorte prins’ og lige ved siden af St. Thomas Beckets helligdom ligger kong Henry IV og
hans 2. kone Joan af Navarre i en dobbelt sarkofag. Man mener, at kongens store interesse
for klosteret var rent politisk. Klosteret havde stadig stor indflydelse pga. Thomas Beckets martyrstatus og
helgenkårelse.
Koret, tror vi Quire skal oversættes til, bruges hver dag til tjenester. Vi var der lige, da
der var en kort andagt med en tekst fra biblen og Fader Vor fremsagt på utallige sprog af de
besøgende.
Koret er adskilt fra skibet af en stor smuk udskåret væg og der er en helt fantastisk prædikestol.
Og i selve koret ses en række mørke korstole - de fleste victorianske.
Fra kirken er der udgang til det store kloster. Klosteret blev etableret af ærkebiskop Lanfranc i
1070-77, men er blevet genopført i 1397-1444.
Først kom vi ud i klostergården – en utrolig smuk klostergård med mange stenudskæringer.
Klosteret husede et stort antal munke, der levede og arbejdede her.
Fra klostergården er der adgang til kapitelhuset.
Kapitelhuset har et helt fantastisk loft og et stort smukt
mosaikvindue. Rummet var der, hvor munkene samlede
sig for at diskutere, hvordan man skulle drive katedralen og for at læse i deres benediktinske bøger.
Det er den største kapitelsal i England.
I dag anvendes rummet som samlingslokale, hvor der bliver afholdt fællesspisninger og andre arrangementer.
Fra klostergården er der adgang til klosterets urtehave. Munkene brugte ikke kun urterne til deres
medicin, men de blev også brugt til brygning, madlavning, farvning, fremstilling af blæk og
opfriskning af luften. Munkene så deres haver som ’opfriskningssteder’, hvor de kunne forbedre
sundheden gennem pause og motion.
Da vi forlod katedralen fortsatte vi videre rundt i byen. Der går flere kanaler/floder gennem byen og
man kan få en lille sejltur på flere af dem.
Billederne herover stammer fra et stemmeværk, der tidligere har været brugt ved en mølle.
Westgate (herunder) er den største middelalderport, der findes i England. Den første port blev bygget
på stedet omkring 270 e.kr., men den nuværende er fra omkring 1380. I dag rummer den et museum
med våben fra den engelske borgerkrig til 2. verdenskrig.
St. George Tower er det eneste der er tilbage fra St. George kirke og stammer formentlig fra det 15.
århundrede. Selve kirken blev slemt beskadiget under et tysk angreb i 1942 og revet ned i 1955.
Margate - og Shell Grotto!
Vi havde hjemmefra fundet en muslinge-hule i byen Margate og besluttede at lægge vejen derud forbi på en
gråvejrsdag.
Vel ankommet til byen og efter at have fundet en p-plads begav vi os ned mod vandet - en lækker sandstrand lå
for vores fødder og til den ene side stod dette skønne 'hus'. Det er ikke lykkedes os at finde nogle oplysninger
om huset, men der var en dejlig udsigt derfra.
Vi fortsatte langs vandet om til byens havn. På havnen findes en række små gamle fiskehytter, som i dag er
omdannet til eksklusive små butikker og kaffebarer!
Yderst på molen står muslingedamen. Eller Mrs. Booth. Mrs. Booth er en ca. 3,5 meter høj bronzefigur
skabt af Ann Carrington i 2008.
Skulpturen er en opskaleret version af de små muslingeskalle-damer,
som souvenirbutikkerne sælger. Figuren er opkaldt efter en lokal kvinde, der boede med udsigt over
havet og hvis første mand druknede på havet. Siden indledte hun et forhold til en kunstner, som hun
boede sammen med indtil hans død.
Vi var taget til Margate for at se 'Shell-Grotto', som er en skalle-udsmykket underjordisk passage, der ligger inde midt i et villakvarter
i Margate.
Passagen er ca. 21 meter lang og den ender i et større rum, der kaldes Altar Chamber.
Det betyder, der er ca. 190 m2 væg og loft, der er dækket af en mosaik af muslingeskaller og sneglehuse.
Man antager, der er brugt ca. 4.6 mill. skaller!
Der er ingen viden om, hvorfor og hvornår passagen er skabt. Men der er mange ideer omkring det –
nogle mener den er 3000 år gammel – nogle mener, der er en rig mands dårskab skabt i det 18. eller
19. århundrede – nogle mener den stammer fra frimurerne.
Skallerne er ikke blevet aldersbestemt,
men man er rimeligt enige om, at den blev opdaget i 1835 og åbnet for offentligheden i 1838.
Mosaikkerne består af flere forskellige skaller, hvoraf de fleste er lokale muslingeskaller krydret med nogle
få eksotiske sneglehuse.
Under det sorte ydre, som skyldes sod fra den gang man oplyste grotten med olielamper, er skallerne i dag
primært hvide. Oprindeligt har de været mere farvestrålende, men farven er desværre forsvundet.
Grotten er imponerende - ikke i størrelse, men i antal af skaller...
Maunsells Forts - eller Redsands towers!
Vores sidste udflugt fra Canterbury gik til Redsands Towers. Vi havde for flere år siden set en artikel
om dem i et geocachingblad og lige siden har de stået højt på vores liste over steder, vi gerne ville
se.
En større research gjorde, at vi fandt frem til firmaet X-pilots, som regelmæssigt sejler ud til tårnene.
Og hjemmefra havde vi derfor også booket billetter (de SKAL købes på forhånd) og så var det bare at håbe
det blev godt vejr på den valgte dato!
Derfor stod vi en søndag formiddag i Queenborough på øen Isle of Sheppey nord for Canterbury. Her gik vi
ud af den lange bro ud over mudderet til X-pilots skib...
Efter en ca. 1 time og 20 minutter lang sejltur nåede vi ud i nærheden af tårnene. Vi havde kunne se dem
længe som små klatter i horisonten, men endelig nåede vi ud, så der også var noget at tage billeder af!
I baggrunden ses flere tårne - de er fra et tilsvarende felt.
The Redsands Towers er en en del af Guy Maunsells plan for offshore forsvar under 2. verdenskrig.
Londons havn var en af de travleste havne i verden, da 2. verdenskrig brød ud. Den tyske flåde forsøgte at
sætte havnen ud af spil ved at udlægge et stort antal miner i Themsen. Minerne var så effektive, at der i
krigens første måneder sank over hundrede skibe.
Selvom alle tårnene er kendt som Maunsell Forts, så var der to forskellige designs med forskelligt formål.
De første var de mindste og bestod af to tårne hver og blev opført tæt på land. De kunne huse hver 120 mænd og ingen af dem
eksisterer længere
Længere ude blev de større – som Redsand – opført. Hvert af de store forts bestod af 7 tårne, der var forbundet
med gangbroer. De nye tårne var ca. 11x11 meter i 'grundflade' på selve topbygningen og samlet kunne de 7 tårne i
et fort huse 265 mand hver.
Fra tårnene blev over 50 fly skudt ned og samtidig var de medvirkende til tabet af en tysk u-båd.
.
Efter krigen bibeholdt man tårnene og vedligeholdt dem frem til 1956, hvor forsvaret fjernede deres
udstyr fra dem. Nogle af fortene blev demonteret, mens andre blev brugt som
ulovlige radio-sendeskibe –
helt på linje med det danske Radio Merkur.
Flere af tårnene blev derefter fjernet – enten af forsvaret eller de kollapsede pga. vejret.
I dag er Redsands Fort den eneste af grupperne, der er intakt som da de blev bygget.
De er stadig i meget dårlig forfatning og der er ikke adgang til dem. En gruppe entusiaster er
dog i gang med at istandsætte dem, så man igen kan komme op i dem.
Vi forlod Queenborough i gråvejr, men da vi kom ud til tårnene kom solen og den blå himmel frem.
Så vi fik en helt fantastisk oplevelse, da vi cirklede rundt om dem og ind mellem dem i en lille
times tid.