Edinburgh 2017
Vores ferie nærmede sig hastigt slutningen - vi skulle dog lige nå forbi Edinburgh også, så vi
besluttede at køre videre. Turen fra Morvich til Edinburgh lod vi gå op forbi Loch Ness. MEN det kunne
godt nok ikke anbefales. Det var ikke meget vi så af søen - dels var parkering næsten umulig, når man
kørte nordpå på den vestlige side af søen og dels så er der en kraftig bevoksning mellem vejen og
søen det meste af tiden...
Så vi så heller ikke noget til Loch Ness-uhyret...
Til gengæld lagde vi fra Inverness vejen sydpå af A9 - og det fortrød vi ikke. For selvom det var en
større vej, så var det samtidig en smuk vej.
Da vi ankom til Edinburgh fandt vi ret let frem til Edinburgh Caravan Club. Her havde vi hjemmefra
bestilt plads og det var heldigt for uden en reservation havde vi ikke fået en plads. Og da pladsen
ligger i udkanten af selve byen er den et perfekt udgangspunkt for besøg i Edinburgh.
Pladsen er en typisk byplads, ligger tæt på vandet og transportmuligheder ind til centrum.
Her var bom med kort ved indkørslen - hvilket vi synes er smart - men ret upraktisk, når vi kom
i vores egen bil, for pludselig var det ikke føreren af bilen, der skulle åbne porten men
passageren. Hvilket betød, at vi altid kørte to af sted...
Receptionen ligger i bygningen til højre herover. De har også et lille udvalg af færdig-kage og
sælger noget der bedst kan sammenlignes med varme hveder om morgenen.
Det er første gang vi har set et skur til cykler - vi synes det er imponerende at man skal låse
alt inde i England. Vi har set rigtige mange campingvogne med både hjullås, lås på trækket og
ekstra lås på døren...
Der var to toiletbygninger på pladsen. Fasciliteterne lignede de øvrige i kædens pladser: rene,
varmt vand og kun lidt kø ved badene om morgenen. Der er udendørs opvaskefasciliteter i begge
ender af bygningen.
Bag de fleste pladser var der eludtag og vand hentede vi ved toiletbygningen ganske tæt ved.
Som I
kan se, så blev det endnu en hardstanding-plads. Vi er imponerede over alt det arbejde, der er gjort
med hensyn til at få lavet felterne og med at vedligeholde dem så græsset ikke breder sig ud i dem,
men vi synes nu stadig bedre om græs under fødderne.
Brandafstanden i England er 6 meter og det går man meget op i på denne plads. Man har valgt at
banke en hvis en pæl i bagerst på hver plads. Til venstre skal bilen parkeres og så skal
campingvognen/Camp-letten placeres således at den venstre side står præcist ud på pælen. Først
fik vi anbragt Camp-letten, så den ville stå ca. 40 cm for langt til højre for pælen, men det blev straks
påtalt af en af de assistant-wardens, der var på stedet. Heldigvis havde vi kun fået låget vippet over, så
vi skyndte os at flytte den de 40 cm...
Hvis man kommer med en campingvognen skal trækstangen stå ud mod vejen. Det betyder, at døren på en engelsk
vogn åbner ud til højre på det frie stykke, mens en 'kontinent'-vogn vil åbne op lige ud i bilen.
Man kan få dispensation til at stille anderledes op, men de fleste 'kontinent'-vogne vi så, åbnede
alle døren lige ud i bilen...
Lige uden for pladsen var der ikke langt ned til vandet - men der var mange trappetrin :) For pladsen
ligger højt på en gammel tilgroet skrænt.
Vi fulgte stranden et par kilometer til venstre og endte et sted, hvor der blev luftet hunde i stor stil...
The Kelpies og Falkirk Wheel
Nord for Edinburgh findes en by, der hedder Falkirk. Her er to superfine attraktioner med et par
kilometer mellem sig...
Allerede ude fra motorvejen (M9) kan man ikke undgå at se de store hestehoveder, der hedder The
Kelpies. Ordet Kelpie er det skotske navn for de form-skiftende vandånder, der findes i alle
skotske vandløb, lochs og søer. Normalt beskrives en kelpie som en hest, som kan skifte udseende så
den ligner et menneske.
Samtidig er de store skulpturer også en hyldest til alle de arbejdsheste, der blandt andet
har trukket vogne og markredskaber på landet og i byerne og skibe på kanalerne gennem århundrede
rundt om i Skotland.
The Kelpies i Helix-parken er skabt af billedhuggeren Andy Scott, er 30 meter høje og vejer 300 tons.
De er bygget i stål beklædt med rustfri stålplader og de står som vagter på hver side af kanalen.
Der stod færdige i 2013 som del af en ny udvidelse af Forth og Clyde kanalen - et kanalprojekt, der
skal forbinde 16 mindre samfund i området med kanaler.
Tæt på The Kelpies findes Falkirk Wheel – verdens eneste roterende slusesystem! Før 1933 havde et
system på 11 sluser forbundet Forth and Clyde Canal med Union Canal, men sluserne blev lukket i
1933 og kanalerne blev nogle steder lukket eller gravet ned.
I 1994 søsatte man et projekt, der skulle genskabe kanalerne og i den forbindelse overvejede man,
hvordan de 35 meter høje – nu nedlagte – sluser kunne erstattes. Og man lagde sig hurtigt fast på
at skabe et unikt system som symbol på det 21. århundredes tekniske kunnen. Anlægget åbnede i 2002.
Efter flere forsøg fandt man løsningen med det roterende hjul, som kan transportere op til 4
kanalbåde på 20 meter i hver ’gondol’ pr. rotation. Hvert løft/sænk tager 15 minutter, hvor
det i det gamle slusesystem tog over en halv dag.
Samtidig er systemet utroligt energibesparende:
selvom gondolerne hver vejer ca. 600 tons, så kræver hvert løft kun 1,5 kWh el – det er det, der
svarer til at opvarme 8 kander vand i en elkoger! Systemet bygger på et vægtprincip – da bådene
fortrænger deres egen vægt, når de sejler ind i gondolen, vil der i princippet altid være
ligevægt mellem de to gondoler. For at sikre det helt, er der etableret et pumpesystem, som sikrer
at vandstanden er den samme hele tiden – inden for 37 mm.
Edinburgh
Efter vores dag i Falkirk, så vendte vi retur til Edinburgh. Her havde vi spurgt os for, hvordan vi
lettest kom ind til centrum og det var der to mulige løsninger på: enten kunne vi bruge pladsens
egen minibus-ordning. Den kørte hver time, men havde den ulempe, at man skulle bestille sin
hjemtransport samtidig med og ofte var de sene hjemture derfor booket allerede tidlig om morgenen.
Alternativt, så kunne vi tage den lokale bus - ja faktisk var der to busruter ind til centrum. De
havde begge afgange hvert 10. minut - også søndage - så ventetiden ville altid være minimal. Og så kostede en
enkelttur 1,60 og en dagsbillet 4 pund. Man skal dog medbringe lige penge...
Så efter at have gået ca. 10 minutter fra campingpladsen og op til det nærmeste busholdested, så tog
vi bussen ind til centrum. Det gik let og smertefrit og vi fandt ret let ud af, hvor vi skulle
stå af.
Første stop i Edinburgh blev ved St. Andrews Square er et lille torv i Edinburgh. Torvet og
bygningerne omkring det blev opført i 1772-78, hvor det var et af de mest eksklusive steder
i byen at bo. Sådan er det ikke helt i dag, hvor området er blevet et kommercielt center i byen.
Midt på torvet står Melville Monumentet. Det er en høj søjle med inspiration fra Trajans Søjle i
Rom og den blev rejst i 1823 som en hyldest til Lord Melville. Lord Melville var bl.a. advokat og
medlem af parlamentet, hvor han havde en noget speget karrierer.
Næste stop på turen rundt blev Walther Scott Monumentet star I Pricess Street Gardens og er det
største I verden til ære for en forfatter. For Walther Scott var skotsk poet, historiker og
forfatter – mest kendt for romanerne Rob Roy og Ivanhoe og som en af grundlæggerne af romantismen,
da han i sine romaner beskrev det skotske landskab meget malende og romantisk.
Selve monumentet er 61 meter højt, det stod færdigt i 1846 og er bygget i gotisk stil. Oprindeligt
var sandstenen, som det er bygget af, hvid, men i dag fremstår det pga. luftforureningen fra
damptog, fabrikker og moderne biler, sort.
I midten af monumentet ses Scott med sin hund Maida. Derudover findes der 68 mindre skulpturer på
minumentet – de er primært karakterer fra Scotts værker, men der er også blevet plads til virkelige
personer f.eks. Maria Stuart, Robert 1. af Skotland og flere engelske konger. Hvis man kigger meget
godt efter kan man også finde en gris…
Det er muligt at komme helt op i toppen af det.
Vi krydsede lidt rundt på må og få (og lidt efter, hvor der lå en geocache ;) ) og kom derfor
forbi f.eks. blomsteruret i Princess Street Park. Selve parken er en grøn oase midt i byen og
ligger mellem den nye del af byen og den gamle middelalderdel. Den blev etableret i 1800-tallet,
da man etablerede New Town. Egentlig var her en stor sø – Nor Loch – som havde fungeret som
voldgrav for slottet.
Selve blomsteruret stammer fra 1903, men har dog siden fået udskiftet mekanikken, så det i dag
ikke skal trækkes op. Uret udsmykkes hvert år på en ny måde.
Og her til højre et kig ned af den berømte bar-gade i Edinburgh: Rose Street.
Vi fortsatte gennem Princess Street Park og over mod Edinburgh Castle. Vi kom op fra 'bagsiden'
i forhold til parken og kom derfor til at gå ind under de store tilskuertribuner foran slottet.
De bliver naturligvis brugt til det store Tattoo i august.
Her på toppen af klippetoppen – højt hævet over byen – har der siden jernalderen været en eller
anden form for beboelse og siden David I. regeringstid i 1100-tallet og frem til 1633 har der
ligget et kongeligt slot her. Efter 1633 blev slottet primært brugt som militære barakker, men
i 1800-tallet blev det langsomt mere anerkendt og er i dag anset som en af Skotlands vigtigste
nationalarv-bygninger.
Naturligvis skal der betales entre for at komme ind og da vi ikke havde booket billetter på
forhånd måtte vi pænt stå i kø det meste af en time. Heldigvis kunne vi nyde udsigten ud over
byen imens…
Slotsområdet er et mærkeligt sammensurium. Der er en række bygninger og små smalle gader til at binde dem
sammen, men et stort imponerende slot findes ikke.
Her over til venstre troede vi lige vi havde fundet slottets kirke, men det viste sig at være
The Scottish National War Memorial. Hvor vi – som stort set overalt indendørs – ikke måtte tage
billeder. Mindestedet blev oprettet i 1920 for at mindes og hædre de, der døde i 1. Verdenskrig.
Siden er det ændret til også at dække 2. Verdenskrig og efterfølgende krige. Men selvom
bygningerne tidligere også har huset et ammunitionslager, så ER dele af den faktisk opført
som kirke/kapel i 1366! Så helt galt på den var vi ikke, da vi syntes det lignede en kirke!
Billetten giver også adgang til at komme ind og se de kongelige
gemakker (dem er der nu ikke så meget festivitas over) og
kronjuvelerne. Begge steder er der en lang kø, det er ikke tilladt
at fotografere og man kan kunne frem i samme tempo som slangen af
mennesker. Oppe under taget – sådan føles det i hvert fald – er der
så et lille rum med kronjuvelerne og to vagter, som nøje observere
om vi tager billeder eller rører vitrineskabet.
Kronjuvelerne har i øvrigt haft en begivenhedsrig historie. De er lavet i England og Italien og
første gang anvendt til kroningen af Maria Stuart i 1543. I 1651-1660 lå de begravet - først ved
Dunnottar Castle og siden under gulvet i den nærliggende Kinneff Church. Efter dannelsen
af unionen blev de låst inde i Crown Room og glemt - lige indtil 1818, hvor Walther Scott fik
kongelig tilladelse til at finde dem.
Crown Square blev skabt sidst i 1400-tallet og afgrænset af de den gang 4 vigtigste bygninger:
The Royal Palace her til, The Great Hall (som er slottets ceremonihal), Royal Gunhouse og St.
Marys Chapel. I dag er Royal Gunhose erstattet af Queen Anne Building (i dag er her cafe og
undervisningsfaciliteter) og St. Mary’s af Scottish National War Memorial.
Herunder er der billeder inde fra Great Hall, som stod færdigt i 1512. I dag huser den en spektakulær
samling af militære våben og udrustning.
Vi kunne sagtens have brugt meget længere tid på slots-området, men tiden løb fra os og vi måtte
retur til campingpladsen.
På vejen tilbage skulle vi jo så lige ned igen og her kan I lige se, hvor meget det skråner inde på
området. Bygningen bagerst er i øvrigt New Barracks, som stammer fra 1799 og blev opført som
kaserne for en batallion på 600 mænd... Tænker, de har boet ret tæt!
Den nok mest berømte gade i Edinburgh er The Royale Mile, som i virkeligheden ikke er en gade,
men flere sammenhængende gader. Den går gennem hele den gamle del af byen og går fra Edinburgh
Castle til Hollyrood Palace og er ca. en skotsk mil lang.
Efter kort tid kom vi til det, som vi fejlagtigt (igen!!!) troede var en kirke. (Her til venstre). Det har det også
været - nemlig Tolbooth-Highland-St. John Church, som i dag rummer hovedkvarteret for den berømte
Edinburgh International Festival.
Men til sidst kom vi ned til St. Giles Cathedral - og den fungerer stadig som kirke!!!
Her
har været kirke i over 900 år og den nuværende bygning er fra sidst i
1400-tallet, men gennemgribende restaureret i det 19. århundrede.
Men selvom kirkens spir toppes af en krone,
så er kirken faktisk ’kun’ sognekirke for en del af den gamle bydel og ordet katedral i navnet
bare noget der har hængt ved siden 1689, hvor den sidst var bispe-sæde.
MEN derfor er kirken stadig et besøg værd!
I 1980’erne flyttede man alteret til midten af korset lige under tårnet. I starten brugte man en
trækasse dækket af en dug, men man fandt snart ud af, at et alter i sten ville være bedre egnet.
Derfor kunne man tage det nuværende marmor-alter i brug i 2011. Der er ikke megen udsmykning på
alteret, men man kan sidde hele vejen rundt om det…
Kirkerummet er lyst og rart - og med et flot blåt loft!
Tidsel-kapellet i St. Gives er tegnet af Robert Lorimer, er tilegnet Tidselordenen og stod færdigt i 1911. Adgangen til
kapellet går gennem en lille lavloftet vestibul (hvor vi fik lov at komme ind, men ikke ind i
selve kapellet). Men vestibulens loft var et fantastisk kunstværk af udskårne ribber og ’knuder’.
Flotte glasvinduer dominere kirkerummet - noget af det nyeste er sat op foran indgangsdøren! Desværre
har vi ikke fundet flere oplysninger om den flotte væg.
Og sarkofager findes naturligvis også i kirken. Herover er det James, Marquis of Montrose.
De sidste indtryk fra Edinburgh - statuen af Af William Pitt den Yngre. Han blev som 24 årig
den yngste premiereminister i Storbritannien i1783 og beholdt posten indtil 1801 og igen i
perioden 1804-1806. Han styrede Storbritannieni en periode, hvor der var store begivenheder i
Europa – f.eks. den franske revolution og Napoleonskrigene.
Og et sidste kig på et af de flotte gamle spisesteder...
Ferien var ved at være brugt. Vi skulle med en færge fra Newcastles til Holland hjem og forlod
derfor Edinburgh før middag og kørte de ca. 200 km ned til havnen. Turen gik primært af en fin
landevej helt ude ved kysten.
Selvom vi ankom i rigtig god tid, så fik vi straks lov at køre om bord. Færgen skulle pakkes til det
yderste og vi endte oppe på et hængedæk.
Efter at have lagt vores fælles overnatningstaske ind i vores kahyt, var vi klar til at gå ud og
se på at de læssede færdig. Det sjoveste var nu en gravemaskine, der selv kørte ombord...
Vi var havnet på en af DFDS's færger og det var lidt dejligt at se det danske flag på flagstangen.
Færgeturen her tager ca. 15 timer, den sejler kun natsejlads og derfor skal alle have en kahyt.
Vi havde bestilt mad og morgenmad på forhånd, så det eneste vi skulle betale for, var vores
drikkevarer. Det var let og begge måltider blev serveret som buffet, så der var noget for os alle.
Den første halve times sejlads var flot - derefter var det bar åbent hav :)
Færgen lægger til lige uden for Amsterdam - ca. 800 km fra Odense. Det tog ca. 50 minutter før vi kom
af - at blive læsset som nogle af de første oppe på 2. hængedæk gør bare, at det tager lang tid før
der er tømt ud under en så vi kunne komme af.
Turen hjem forløb uden problemer. Vi besluttede at vi ikke ville gøre holdt i Holland, men tage turen
hjem på en dag og endte i Odense omkring kl. 21 om aftenen. Trætte, men dejligt fulde af fantastiske
oplevelser :D
