Oban 2017
Tiden var inde til at komme videre - vi havde nemlig en aftale i Oban, som vi under ingen omstændigheder
ville gå glip af!
Vejen fra Loch Lomond til Oban på den skotske vestkyst var ikke særlig lang, så vi valgte at tage en
lidt mindre vej op gennem Glen Aray. Det var en supersmuk tur som kun kan anbefales! Vi tror egentlig
ikke den var meget længere end den 'store' vej, men den tog nok lidt længere tid ;)
Det var en køredag i tørvejr og delvis solskin, så vi fik gjort lidt stop undervejs for at fotografere
og bare nyde udsigten. Der er ikke noget så smukt som en godt snoet vej i et bjerglandskab...
På denne rasteplads stod der en mindesten. Den øverste tekst på den siger: Rest and be thankful - og det
er vi så. Altså taknemmelig for, at en flok soldater byggede en militærvej lige her en gang omkring 1740'erne.
Siden er der lavet en nyere lidt bredere vej, mens den gamle militærvej i dag er en del af en vandrerute...
Vores vej gik også forbi en del vand - eller Loch på skotsk. Og Loch betyder ikke sø, som mange tror,
men nærmere et afgrænset område af vand. Lochs kan være søer med ferskvand, men de kan også være fjorde
med saltvand.
Da vi jo havde en aftale i Oban dagen efter, havde vi hjemmefra bestilt plads på en campingplads
13 km derfra. Hidtil havde vi jo boet på et par pladser fra foreningen Tha Camping and Caravanning Club,
men da de ikke havde en plads her, så havde vi fundet en anden forening - Caravan and Motorhome Club -
som havde pladser, der passede med vores sidste tre stop. Så vi kørte ind på North Ledaig Caravan Club
Site og endte på vores hidtil største plads beliggende helt ud til vandet.
Selvom vi nu var endt hos 'konkurrenten', så havde de stadig rigtig mange assistant-wardens. Her fik
vi heller ikke lov selv at vælge en plads, men blev fulgt ned til en. Pladsen var helt uhyggelig
skrå på alle kanter og leder og det undrede os helt vildt, eftersom de havde brugt energi og penge på
at grave fine felter ud i græsplænen og fylde dem op med skærver. Dette var vores første egentlige
møde med de engelske 'hardstanding'-pladser. Under skærverne er der en ordentlig gang stabilgrus (vil
vi tro det er) og det er hårdt, så tarzanpløkke er et must. De sælger dem da også lysteligt i
alle butikkerne.
Indgangen til hele pladsen virker sådan lidt gemt væk bag træerne, men den er der. Her i forbindelse
med receptionen findes også den største butik på en plads, som vi mødte på hele ferien. De havde lidt
af hvert - fra kager til vaskepulver (dog kun med parfume!) og fra souvenirs til campinggrej.
Til højre herover ses den ene af toiletbygningerne - der er nemlig bare to og vi var heldige ikke at
have så langt, men nogle pladser lå langt fra begge toiletbygninger. Til gengæld var der så en stor
p-plads uden for 'vores' toiletbygning...
I forbindelse med 'vores' toplietbygning var der tillige udendørs opvaskefaciliteter med noget
der mindede om lunkent vand! Der var også vaskerum med industimaskiner og handicap-faciliteter
ligesom der var et rum med brochure og tur-forslag.
På næsten alle de pladser vi har besøgt på ferien, stod der en spand og en moppe uden for baderummene
med en opfordring til at vaske gulvet i baderummene efter brug!
Mange steder var der plankeværk til at adskille pladserne fra vejen og på dem var det meget tydeligt
tydeligt at se, at det var et fugtigt sted vi var havnet! Men for pokker, sådan noget mos kan være
flot!
Midt på pladsen lå en legeplads med lidt for alle aldre...
Til sidst lige lidt billeder fra pladsen, så I kan se, hvor tæt ude ved vandt man kunne komme til at
bo. Vi boede i 2. række og det var vældigt fint - især fordi den ene dag bød på både regn og blæst...
Oban
Den dag vi ankom skulle vi også lige nå ind i Oban for at hente vores billetter til dagen efter. For
selvom vi havde bestilt og booket vores tur hjemmefra, så kunne vi ikke selv få lov at printe
billetterne...
Og
da vi havde valgt en early-birdy-tour, så var billetstedet ikke åbent, når vi skulle af sted...
Campingpladsen havde forklaret os, hvor vi skulle hen i byen og vi fik da også hurtigt fundet stedet
og hentet vores billetter. Og damen, som udleverede vores billetter, forklarede os også, hvor vi
skulle parkere næste dag, så vi ikke skulle fise rundt og lede efter et sted. Dejlig service.
Men nu var kommet ind til centrum, så skulle vi da også lige se os lidt om. Så vi tog en tur rundt
langs havnen og fik på et tidspunkt kigget op og set den runde bygning, der lå højt over byen. Og så måtte
vi jo også lige se om vi kunne finde den!
Efter et par forsøg var vi kommet gennem virvarret af ensrettede, smalle gader og endt på en p-plads
lige ved siden af McCaig’s Tower. Bygningen – hvis man kan kalde den det – ligger på toppen af
Battery Hill og ser ud som om den er kraftigt inspireret af Colosseum i Rom.
Bygningen blev rejst af John Stuart McCaig, som oprindelig kom fra øen Lismore, men som blev en
meget succesfuld bankdirektør i North of Scotland Bank. Han var 72 år gammel, da han i 1895
besluttede at bygge McCaig’s Tower. Hans syn på sig selv ses tydeligt i inskriptionen over
indgangen: ’Rejst i 1900 af John Stuart McCaig, kunstkritiker og filosofiske essayist og bankmand,
Oban’.
Byggeriet skete primært om vinteren, for et af målene med projektet var også at give arbejdsløse
murerer arbejde om vinteren. Det var oprindeligt mening, at der skulle bygges mere, men da McCaig
døde i 1902 lykkedes det hans efterladte at få omstødt en passus i hans testamente, hvoraf det
fremgik, at der hvert år skulle bruges 1000 pund på byggeriet.
Tårnet er ca. 200 meter I diameter, mens højden varierer i forhold til grunden. Fra et
udsigtspunkt yderst på ringen er der en fantastisk udsigt ud over byen og bugten. Inde i
cirklen er der en park med blomster, bænke og træer.
På vej ned fra McCaig’s Tower kom vi forbi denne plante. Normalt fotograferer vi kun vilde
planter, men denne var så speciel, at vi lige måtte gøre en undtagelse! Det er en Mammutblad –
eller Gunnera – stammer fra Sydamerika og kan nemt blive flere meter høj.
Bladene på Mammutblad kan blive helt op til et par meter i diameter og den ligner alt af mest en
kæmperabarber.
Three Isles-tour...
Endelig kom dagen, hvor vi skulle på Three-Isles-tour. Her skulle vi besøge øerne Mull, Staffa og Iona.
Da vi havde bestilt turen for lang tid siden så havde vi kigget på vejrudsigten med en vis bævren, men
heldigvis fik vi en fantastisk dag vejrmæssigt - næsten hele tiden ;)
Første del af turen gik med den lokale færge mellem Oban og Craignure på øen Mull. Turen tager ca. 50
minutter og går tæt forbi flere små øer, så der er noget at se på det meste af tiden.
Fremme i Craignure skulle vi blot gå ind på kajen, så stod der personale klar til at guide os
videre ind i den rigtige bus. For turen tværs over Mull til Fionnphort gik med den lokale bus
med buschaufføren som meget kompetent guide. Han talte stort set hele vejen (som tager ca.
1,5 time) om øen, om livet på øen, om dyrene, de store ørne og planterne. Og om meget mere. Desværre
er der ikke indlagt stop på turen, så det var ikke muligt at fotografere undervejs. Virkelig øv -
men på den anden side bare en rigtig god grund til at komme tilbage en anden gang!
Fremme i Fionnphort var personalet igen klar til at guide os ned i de rigtige både - for nu skulle vi
videre ud til øen Staffa! Turen ud var ikke speciel slem, selvom vi nærmede os åbent hav.
Staffa er en meget speciel ø - den er opbygget af spektakulære basaltsøjler med store huler. Basaltsøjlerne er resultatet af et lava-udbrud for 60 mio. år siden. Den gang blev Skotland og Nordamerika trukket fra hinanden og der opstod store revner, hvor enorme mængder af magma (varm, flydende stenmasse) trængte op gennem. Gennem mange hundrede tusinde år kom der udbrud på udbrud og til sidst var der dannet et 2,2 km tykt lag af lava og aske. Nogle steder kan man se de store bjerge er lagkage-opbygget i lag – et lag for hvert udbrud.
Staffas søjler blev dannet i et af de første og tidligste flow af lava. Den 1200 grader
varme lave blev nedkølet, hærdede og blev brudt i sten-søjlerne. Hvis nedkølingen havde
være præcist ens over alt, så ville søjlerne være perfekte 6.kantede, men fordi
nedkølingsmønsteret har varieret en anelse, er søjlerne forskellige.
På øen findes flere huler – vi besøgte Fingal’s Cave. De fleste huler er skabt af bølgerne,
som har fjernet nogle blødere lag af aske under søjlerne. Fingal’s Cave er dog lidt mere
kompliceret, da man mener at her har været en geologisk svaghed eller fejl. Eller måske er
askelaget blevet fjernet da vandstanden var lavere og det har så gjort at bølgerne også har
kunne erodere søjlerne fra neden af.
Ifølge en legende var Fingal en gælisk kæmpe, der havde en uoverensstemmelse med en kæmpe fra Ulster.
Kæmpen fra Ulster byggede en dæmning fra Irland til Skotland for at kæmpe mod Fingal. Da dæmningen blev
ødelagt blev kun de to ender tilbage: den skotske på Staffa og den irske i Antrim.
Vi var utrolig betaget af hulen og af søjlerne og kunne have brugt rigtig mange timer
her. Vi var heldige at komme af båden som nogle af de første og vi skyndte os hen til hulen og fik
den for os selv i et par minutter før resten kom. Og det var vi rigtig glade for :)
Vi skulle også hen i den anden ende af øen og på den tur kunne vi se, hvor høje søjlerne er nogle
steder.
I den anden ende af øen bor søpapegøjerne. Og siden vi var på Færøerne i 2015 uden at se søpapegøjer,
har de stået højt på vores ønskeliste. Skipper på båden fortalte, at vi blot skulle gå op på
bakken og så sætte os på jorden lige inden vi kom helt op til bøjen, som de havde hængt op. Så
skulle søpapegøjerne nok dukke op.
Naive som vi var, troede vi de ville komme flyvende, men pludselig dukkede de frem af deres
huler i græsset! Og vi blev helt bekymrede for at vi havde sat os oven på en rede...
Søpapgøjen – eller lunden – er på størrelse med en due med et meget stort og farvestrålende næb.
Om sommeren er det gult, rødt og blåt-stribet, mens det bliver mindre og mørkere om vinteren.
Fuglene opholder sig 4-5 måneder i ynglekolonien, mens de lever resten af året på havet.
Mens vi brugte vores ca. 5 kvarter på øen, var det blæst op, så turen hjem blev ikke helt så behagelig.
Udturen ses på billedet herover til venstre - hjemturen til højre. Skipper advarede alle, der valgte at
sidde ude på hjemturen om, at de ville blive våde - og det holdt stik. Alligevel sad vi derude...
Turen gik videre til dagens 3. ø: Iona. Øen Iona er bare 3 mil lang og 1,5 mil bred og er
gennemsyret af historien om den skotske kristendoms vugge. For selvom det kan føles som om Iona
ligger langt fra alt, så var det let at komme til øen både fra Irland og fra Skotland og øen blev
et internationalt center for spiritualitet, læring og kunst.
Noget af de første vi møder er da også Iona Nonnekloster. Nonneklosteret blev opført af Reginald
(som var øens herremand) i 1200 og han installerede sin søster som priorinde. Som et af kun to klostre
i Skotland, var klosteret sit eget (og tilhørte altså hverken benektinerordenen,
cistercienserordenen eller en tredje orden). Klosteret hed An Eaglais Dhubh – det sorte kloster –
efter farven på nonnernes dragter.
I modsætning til resten af klosterbygningerne er selve klosteret ikke blevet genopført siden de
blev nedlagt i forbindelse med reformationen og derfor står der kun en ruin tilbage.
Kun ganske lidt er kendt omkring nonnernes liv – ud over at de levede nøjsomt med bøn og arbejde.
Alligevel kan man finde små spor rundt om – f.eks. er udskæringen på priorinden Anna Macleans
gravsted så detaljerede at man ved hvordan nonnernes dragter så ud.
Fra Iona Nonnekloster kan man følge Sràid nam Marbh (‘Street of the Dead’) – vejen som de døde
blev fulgt ad, når de ankom til Iona for at blive begravet på øen og som pilgrimme gennem
århundrede har fulgt for at komme til Iona Kloster. Klosteret var et munkekloster, startet af
St. Colomba og hans irske tilhængere tilbage omkring år 560. De byggede et lille kloster af
træ, men det er siden blevet skiftet ud med mere holdbare stenbygninger.
Omkring år 1200 blev klosteret ændret til et Benektinerkloster og talrige tilbygninger
blev tilføjet til klosteret i de næste par hundrede år.
Klosteret overlevede talrige angreb fra vikingerne flere århundrede før, så undslap det
ikke reformationen i 1560 og hele komplekset lå øde hen indtil 1899, hvor hertugen af Argyll
overdrog ejerskabet til Iona Cathedral Fond. Først i 1901 begyndte man at restaurere og
genopbygge kirken.
Fire høje udhuggede stenkors fra det 8. og 9. århundrede stod engang tæt på kirken, men
i dag kan de 3 ses på det lille museum, mens det sidste stadig står på sin plads.
Nå ja - spot de danske bibel :) Helle spottede dem med det samme :D
St. Oran’s kapel ved siden af kirken er opkaldt efter Odhráin (St. Oran på engelsk) og er
opført som familie-gravsted for den fyrstefamilie, der i århundrede herskede i området.
Odhráin blev ifølge legenden begravet levende for at undgå, at den første kirkes vægge faldt ned.
Den lille gravplads er i dag kendt som det sidste hvilested
for lokale klan-høvdinge og mindst 48 skotske, 8 norske og 4 irske konger begravet i det 9.-11.
århundrede. Man kan dog ikke længere identificere de enkelte gravsteder, da inskriptionerne er
slidt væk.
Bl.a. skulle den skotske konge Macbeth - kendt fra Shakespeare - være begravet her.
Kirkegården bruges stadig ind i mellem - den sidst begravede her er John Smith i 1994.
Han var leder af partiet Labour i mange år - og passer derfor fint ind i rækken af kendte og
politisk vigtige personer, der er begravet her.
Derudover byder Iona også på fantastiske sandstrande og vand, der ligner noget vi normalt ser
sydpå... Der plejer det bare at være ikke bare en anelse, men ret meget varmere :)
Efter et par timer på Iona, så skulle vi tage den offentlige færge fra Iona til Fionnphort, tage den
offentlige bus tilbage til Craignure, endnu en færge tilbage til Oban, hvor vi kunne slutte en
over 10 timer lang dag med lidt god mad. Vi kan kun anbefale denne tur - men næste gang skal vi
nok bo på Mull, for den så godt nok spændende ud - den ø!
Sidste regnfulde dag i Oban...
Dagen efter en dag med høj smuk sol og Staffa og Iona, stod vi op til heldagsregn. Og sikke
vi priste os lykkelige for, at vi var af sted på ø-turen dagen før og ikke denne utrolig
triste dag.
Vi skulle dog lige ud og finde Fingals Dogstone - for den hænger jo sammen med besøget på
Staffa dagen før!
På vejen kom vi forbi disse to mindesmærker for faldne under flere krige... Og en gammel borgruin...
Men så fandt vi
Fingals Dogstone. I følge legenden bandt kæmpen sin store hund Bran til stenen med en
kæde. Faconen helt nede ved jorden skulle så skyldes, at hunden sled og kæmpede i kæden... For
filan - den hund har været stor!
På vejen mellem Oban og campingpladsen skulle vi krydse denne bro - den er lysreguleret, da den
ikke er bredere end en bil.
Men mere interessant, så opstår der en heftig aktivitet i vandet i form
af en form af bølger, små fald og store strømme, når vandstanden stiger og falder ved flod og ebbe.
Dette opstår på et sted, hvor en stort volumen vand passerer gennem en forsnævring - her en
kombination af det smalleste sted og et undervandsrev ca. 1,2 meter under overfladen.
En lang træls våd dag endte så op med den flotteste solnedgang - som vi fotograferede grundigt, for
flotte solnedgange var ikke det vi havde mest af på denne ferie...
