Skye 2017
Vi forlod Oban med en fantastisk oplevelse i rygsækken og fortsatte videre mod Skye. Igen skulle vi ikke køre så langt - bare 162 km - og selvom det tager længere tid at køre dem på en engelsk landevej end på en dansk landevej, så havde vi god tid til at stoppe undervejs for at nyde udsigten. For den fejlede bestemt ikke noget denne dag.
Og selvom det var en flyttedag, så var der heldigvis flere steder, hvor vi kunne stoppe, selvom
vi havde Camp-letten bagefter. ¨Det har vi ellers ikke været så vant til herovre.
Og hvor vi kunne komme ud og strække benene lidt - og måske lige finde
en enkelt geocache ;)
Nu hvor vi havde meldt os ind i to campingklubber, forsøgte vi selvfølgelig at bruge deres pladser.
Det gik ikke så godt i Wales, men her tæt ved Skye fandt vi Morvich Caravan Club, som lå lækkert nede
i en dal.
Vel ankommet fik vi selv lov at vælge en plads og skulle så bare vende tilbage til receptionen for
at fortælle hvilket nummer vi havde lagt os på.
I receptionen findes et meget lille udvalg af mad - mest kage og kiks. Og så noget fantastisk
brød fra en lokal bager. Det var simpelthen det bedste brød vi har smagt på hele ferien!
Igen var vi på hardstandingplads, for de havde nemlig ikke andet, når vi havde hjul under. Men vi endte
med at vænne os til det. Og så kom vi heller ikke hjem med mudderindsmurte græskanter :)
Efterhånden havde vi fået indarbejdet en rytme i opslåningen, så her med denne smukke baggrund, kunne
Helle lige smutte fra arbejdet for at tage et enkelt billede UNDER opslåningen :)
Vi var superglade for det flotte Living-solsejl - det er så stort, at vi følte vi sad godt i læ alle
sammen og samtidig tog det lige regnen ved indgangen på de våde dage.
Standarden på toiletbygningen lignede alle de andre vi havde besøgt på denne ferie - der var rent, varmt
vand og ingen kø. Opvaskefaciliteterne er placeret lidt underligt - nemlig i et forrum til herretoilettet, men
opvaskevandet var varmt og man stod i tørvejr...
Her over til højre kan man se, hvordan 'personalet' på campingpladserne boede. I deres egen vogn/autocamper
på en plads i nærheden af indgangen til pladsen!
Alle steder på pladsen var der en flot flot udsigt, som vi slet ikke kunne få nok af.
Herunder til venstre ses telt-området. Man kan ikke få bilerne ind på området så alt skal bæres
ind. Men man bor dog på fin græsplæne :)
Til højre ses en snyde kage... Hvordan kan Tea cake være flødeboller med dårlig bund, men pakket
pænt ind i sølvpapir????
De sidste billeder er dels dagens gæst - den lille fine rødhals kom hver dag og kiggede efter
krummer. Der var en hel flok, men den her forpjuskede halvstore unge var ikke det mindste bange, aå
den hoppede frejdigt helt ind i teltet og undersøgte om vi havde efterladt noget derinde...
Skiltet med kaniner på arbejde kunne vi slet ikke stå for - sikke en herlig måde at informere om
at der kunne være huller rundt omkring...
Lige uden for campingpladsen så det sådan her ud. Fantastisk natur med vand, bjerge og
fingerbølblomster...
Vi tog ud på øen Skye flere dage - for selvom vi mødte nogle, der havde nået hele øen på en dag, så
kunne vi ikke holde det tempo! Øen er ca. 77 km lang og 40 km bred og består af en række halvøer, der
stikker ud i alle retninger. Vejene følger fjordene og derfor tager det lang tid at komme rundt.
Samtidig er mange af vejene smalle og med vigepladser, så man skal sætte god tid af, hvis man vil
rundt på øen...
Efter kort tid stoppede vi for at geocache lidt - og fandt denne fine botaniske have.
Vi gjorde stop mange steder for at kigge på bjergene, de små
vandløb og de gamle broer. Her er vi ved de røde bjerge - Cuillin-bjergene. Selvom der er skyer
på toppen kan man vist godt ane, hvorfor de kaldes de røde bjerge...
Ved Sligachan stopped vi fordi vi så denne flotte gamle bro. Broen skulle være bygget omkring
1820 og består af tre fag hen over floden Sligachan. Og den er et populært fotograferingsemne
for turister, så der er næsten altid mennesker omkring stedet.
Hvis man fortsætter op mod strømmen af floden Sligachan, så kommer man op til et andet fint
lille sted med en lille træbro og et vandfald.
Stien derop går op og ned, over mudderet områder og de værste steder krydses de små vandløb
via små trædesten.
Vi drejede fra i Sligachan og fortsatte ud mod Drynoch. Her
fortsatte vi videre ud mod Glenbrittle og på den måde kom vi om på den anden side af de sorte
Cuillins (som er egentlige bjerge og ikke 'bare' røde runde toppe) og her fandt vi Fairy Pools.
Ved Fairy Pools er parkeringen som mange andre steder her på øen nærmest kaotisk. Der er et par mindre p-pladser,
men slet ikke nok til at dække behovet, så der parkeres også i vejsiden af den i forvejen
smalle vej.
Fra p-området er der ca. 1,2 km af en fin bred sti ud til de første bassiner, men hvis man vil
det hele, må man bevæge sig længere op af floden. Og det er klart turen værd.
Her ret hurtigt efter at være kommet op til området, mødte vi et vandfald og noget der ligner to
separate pools. Men i virkeligheden er de søer forbundet under 'broen' og det er meget brugt at bade her
(vandet er isnende koldt!) og så dykke under buen.
Det ene vandfald var næsten et springvand og er en helt håndgribelig 'beskrivelse' af,
hvordan de mange fordybninger i klippen er fremkommet. Vandet slider sig simpelthen over tid
ned i klippen. I nogle af fordybningerne har der ligget en sten, som er blevet hvirvlet rundt og
rundt og har på den måde slebet sig ned og gjort fordybningen større.
Fairy Pools hedder i øvrigt sådan, fordi legenden siger at feerne badede i
søerne. Og hvis man tager en badetur i søerne, så skal man passe godt på dem!
Efter at have set på Fairy Pools, så fortsatte vi ud mod Tallisker og Tallisker Destilleri.
her havde en svensk Corvette klub besluttet at holde træf... Sådan et lille udpluk af de mange
Corvetter giver nu et fint billede...
Vores vej rundt på Skye gik også forbi The Old Man of Storr, som er en 55 meter høj basaltstøtte.
Vi stoppede lidt før vi kom helt hen til den for at nyde udsigten til den på afstand. På billedet
herunder til venstre er det den lille spids ved siden af den store knold...
Her er ingen egentlig parkeringsplads, så der parkeres i begge sider af vejen. Derefter snøres
vandreskoene, for der er langt op. Eller langt og langt - ca. 1 km med en stigning på ca. 250
meter. Så selvom 1 kilometer ikke er langt, så er det en pænt hård tur at komme derop.
Til gengæld fejlede udsigten ud over Sound of Raasay og øerne Raasay og Rona ikke noget!
Vi nærmer os nu The Old Man himself, selvom han nu falder meget godt ind set herfra. På billedet
herover til venstre er den helt til højre... Til højre var vi heldige, at en fin kombination af
sol og skyer pludselig gjorde at solen kun faldt på The Old Man of Storr og ikke på klippen bag
ved. Hvis man ser godt efter er der mennesker helt oppe ved foden af støtten...
Vi fortsatte videre fra The Old Man of Storr og ud til Kilt Rock. Også her er der bare en alt for
lille p-plads til alle sommerens turister, men efter at have fundet et sted at holde gik vi ud
for at se Kilt Rock. Kilt Rock har fået sit navn, fordi det ser ud som om klippen bærer kilt. Det
er dog lodrette basaltsøjler, hvor vandrette lag af dolerit danner ’mønsteret’ på kilten. Ved
udkigsstedet er der lavet en platform, så det er muligt at se både den berømte klippe og Mealt
Vandfaldet tæt ved. Vandfaldet har et 60 meter højt frit fald. På en vindfuld dag blæses vandet
væk inden det når vandet under…
Her er endnu et par gode eksempler på, at geocaching er en god vejviser, når det handler om smukke steder.
Helt ude ved kanten (naturligvis efter en god gåtur) fandt vi en cache og denne skønne udsigt.
De høje klippe-spidser i vandet hedder Stacan Gobhlach og foran dem ses et større - gammelt -
klippeskred.
Langt ude - og uden huse i nærheden - stod der en telefonboks. Det gjorde der flere steder og de
fleste virkede. Men det var der en god grund til: der er langt fra mobildækning alle steder...
Efter at have nået den nordligste spids fortsatte vi ned sydpå langs den anden side af Trotternish-
halvøen. Efter kort tid stødte vi på en samling stenhuse med stråtag. Det var The Skye Museum of Island
Life.
Museet åbnede i 1965 og formålet er at sikre en række stråtækte hytter, som var meget almindelige i
slutningen af den 19. århundrede. Øens husmænd opførte de varme, robuste hytter, der passede perfekt
til det barske klima.
Inde i de små hytter bliver de forskellige erhvervs redskaber og traditioner vist dels med de
forskellige redskaber og dels ved hjælp af udklip fra aviser, plancher osv. Nogle af husene
indeholdt rigtig meget tekst, mens andre var lettere for os at gå til.
Men der var mulighed for at bruge rigtig lang tid med at fordybe sig i de enkelte huse.
På vejen mellem vores campingplads og Skye kom vi hver gang forbi Eilean Donan Castle. Og naturligvis
måtte vi lige ind og kigge den ene dag. Vi valgte at køre af en smal vej op i bjergene hen til
slottet, for vi havde på fornemmelsen at det ville give et fint kig ud over landskabet.
Og det holdt helt stik. Så smukt et kig ned på Eilean Conan Castle havde vi dog ikke helt regnet med
at få, så det var bare et pluspoint på kontoen :)
Eilean Donan Castle ligger på en lille ø lige hvor 3 store 'lochs' mødes. Allerede i det 6.
århundrede var øen beboet, men den første befæstede bygning blev opført i midten af det
13. århundrede, som en sikkerhed for Kintail-området.
Siden har slottet været genopført eller ombygget mindst 4 gange.
I 1719 bombarderede
regeringsfregatter slottet i ruiner, efter at det var blevet besat af spanske soldater, der
støttede jacobitterne. jacobitterne ville have genindsat den afsatte Jacob II af England/Jakob
VII af Skotland som konge.
Slottet lå nu hen som ruin i næsten 200 år før John MacRae-Gilstrap købte øen i 1911. Han brugte
derefter de næste 21 år på at genopføre/restaurere slottet, så det kom til at stå som i dag.
Det er et studie i knopskydninger og i praktiske løsninger, når der blev stødt på en klippe - så
byggede man da bare uden om...
Desværre måtte man slet ikke fotografere inde - rigtig ærgerligt, for der er ellers mulighed for at
se stuer og soveværelser og et køkken, hvor der er forberedt en stor middag. Al maden er lavet, så det
ser ret naturligt ud.
Samtidig stod der et hav af private - nye - familiebilleder rundt om blandt de gamle ting - virkelig
mærkeligt. Som om de stadig boede på slottet.
Rundt om fra vinduer og åbninger har der været et fint kig ud over vandet, så man har haft
et godt overblik over om fjenden var på vej.
I dag biver stedet brugt mere fredeligt - det er et meget populært bryllups-fotograferings-sted....
Samtidig kan mange film-fans måske
genkende det - det er nemlig også blevet brugt i mange film - f.eks.
i Highlander fra 1986 og i James Bond - The World is not Enough fra 1999. I den sidste blev slottet
brugt som hovedkvarter for den skotske MI6 og James Bond fik bl.a. fremvist en sækkepibe, der samtidig
var et maskingevær...
Her til sidst et billede af en typisk engelsk vej. Smal vej med plads til en bil og så en række
vigepladser. Her er de markeret med hvise skilte, nogle steder var de bare markeret med pæle.
Et stykke foran bilen kan man lige ane næste vigeplads.
De engelske bilister var meget opmærksomme
og vi tror kun at vi oplevede at nogen skulle bakke en gang. Det var da en stor tysk autocamper ikke
trak langt nok ind og samtidig mødte 4-5 biler på det samme sted.
Ellers gled det fint - omend
det selvfølgelig tager lidt længere tid, når der hele tiden skal enten holdes ind til siden eller
køres langsommere forbi...
